Millioner af dokumenter er lækket: Danskere vil blive jagtet

Skat er klar til at gå på jagt efter skattefuskere. Panama-papirerne er nu offentliggjort

Hør mere her

Panama-papirerne har kostet jobbet for et statsoverhoved og flere toppolitikere, men det store læk af hemmelige firmaoplysninger er ikke færdig med at gøre livet surt for nogle af verdens mest velhavende og indflydelsesrige mennesker.

Nu er langt de fleste af de 11,5 millioner dokumenter fra firmaet Mossack Fonseca offentliggjort for alle andre end den sluttede kreds af journalister verden over, som i første omgang fik lov til at se papirerne. De kan ses her.

Og det er ikke kun hr. og fru Jensen, som nu kan se, hvem der de seneste 40 år har brugt Mossack Fonseca til at lave stråmands-selskaber med adresse i forskellige skattely rundt om i verden.

Det kan Skat fx også, der håber på, at man kan finde frem til nye navne, man ikke førhen har kendt til.

- Her kan være en række nye data, som vi ikke har i forvejen, så på den måde er vi selvfølgelig voldsomt interesserede i at se, hvad der reelt ligger i Panama-papirerne, og hvor dybt de her data går, sagde Skats indsatsdirektør, Jim Sørensen, til Ekstra Bladet før offentliggørelsen.

- Har I kaldt ekstra mandskab ind til i aften så?

- Det er jo folk, der brænder for det her, så det behøver man ikke engang beordre dem til - de skal nok selv begynde at kigge på det helt automatisk. De er selvfølgelig voldsomt spændte på at se, om det er noget, de kan bruge i de sager, der kører. Der er selvfølgelig meget stor interesse for det her.

Indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen, håber på 'mere end bare navne' i aften. (Foto: Polfoto/Finn Frandsen)
Indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen, håber på 'mere end bare navne' i aften. (Foto: Polfoto/Finn Frandsen)
 

(Arnulfo Franco/AP). Samfund - 6. maj. 2016 - kl. 18:31 Lækkede Panama-papirer: Derfor gjorde jeg det

Alt bliver ikke lækket
Også hos SØIK, der kendes som Bagmandspolitiet, ser man frem til at granske dokumenterne.

- Vi følger sagen tæt og holder øje med, om der er foregået noget strafbart, der skal straf-forfølges. Det gør vi sammen med Skat og vores internationale samarbejdspartnere, fortæller Mikkel Thastum, der er kommunikationschef hos anklagemyndigheden og SØIK.

Men de danske myndigheder er også klar over, at det langt fra er alle 11,5 millioner Panama-dokumenter, som bliver offentliggjort.

Optegnelser af bankkonti, finansielle transaktioner, mails og andre korrespondancer, der indeholder oplysninger som pas og telefonnumre, bliver således ikke en del af lækket.

- Vi håber, at der er mere end bare navne. Men vi har ingen forventninger til, at sagerne bare ligger på et sølvfad - det gør de aldrig. Man bruger i gennemsnit et år på at kunne dokumentere sådan en sag, men vi forventer, at det kan være en at brikkerne til, at vi kan komme videre, så vi kan få afdækket, om der er andre danskere, som vi bør interessere os for, siger Jim Sørensen.

Se også: Sætter prop i omstridt Panama-finte

Panama-sagen

11,5 millioner dokumenter er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

Det menes at være den største lækage nogen sinde, som bl.a. involverer statsledere, sportsfolk og velhavere.

Papirerne blev lækket til Süddeutsche Zeitung, som har delt dem med medieorganisationen ICIJ, The International Consortium of Investigative Journalists. ICIJ har givet flere end 100 medier adgang til dokumenterne.

Papirerne viser angivelig mere end 300.000 offshore-konstruktioner, som advokatfirmaet har været med til at lave, så ejerne kan undgå skat og gemme formuer i såkaldte skattely-lande.

Får Skat i røven
Ifølge Torben Bagge, der er skatteadvokat og ekstern lektor ved Aarhus Universitet, vil de danskere, der får deres navne offentliggjort, blive endevendt af Skat.

- Selvom der i aftens Panama-papirer ikke er specialiserede kontoudskrifter, men bare navne, så giver det myndighederne mulighed for at kaste deres søgelys og 'kærlighed' på de navngivne danskere for at se, om man kan finde et eller andet mere igennem en total revision, siger han og understreger samtidig, at det ikke er kriminelt at have en Panama-konto.

- Der er ikke i sig selv noget ulovligt i at have en konto i Panama, og det kan også være forretningsmæssigt begrundet, men opdager Skat, at man ikke har selvangivet den konto, så vil de da helt sikkert interessere sig for én og grave i ens forhold. Alle er selvfølgelig uskyldige, indtil man er dømt, men meget vil så tyde på, at man ikke har rent mel i posen i den situation.

Hvis der derimod også blev offentliggjort kontoudskrifter, så ville de navngivne personer have meget store problemer, hvis meningen altså var at skjule penge fra Skattefar.

- Finder Skat ud af, at man har en konto, hvor der står x antal kroner, så er det pludselig op til én selv at løfte bevisbyrden for, at der er betalt skat af de penge i Danmark, eller at det er penge, som er tjent på et tidspunkt, hvor man ikke var skattepligtig i Danmark. På den måde kan de jo bruge det til super meget. Men det kræver, at de skal kunne linke én op til den konto og samtidig kende til beløbets størrelse, siger han.

Nej til minister
Derfor har skatteminister Karsten Lauritzen (V) da også forsøgt tidligere i april at få adgang til dokumenterne fra DR, som sammen med Politiken var det eneste danske medie med adgang til sådanne oplysinger.

'Danmarks Radio har som en statsejet public servicevirksomhed efter min opfattelse et ganske særligt samfundsansvar. Det ansvar bør indebære, at Danmarks Radio bidrager så aktivt som muligt til, at Skat får adgang til oplysningerne, som kan være med til at afdække mulig skattekriminalitet', lyder det i et brev til DR's ledelse, som Ritzau havde set.

DR afslog dog på daværende tidspunkt anmodningen fra ministeren.

254 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere