Millionpulje holder pause for natten

I dag åbnede den Bygningspuljen for ansøgninger til grønne energirenoveringer. Efter en dag med tekniske problemer holder puljen nu pause for natten

Det er blandt andet muligt at få støtte til at udskifte de gamle vinduer med nogle mere klimavenlige af slagsen. Arkivfoto: Finn Frandsen
Det er blandt andet muligt at få støtte til at udskifte de gamle vinduer med nogle mere klimavenlige af slagsen. Arkivfoto: Finn Frandsen

Der har i dag været mange penge på spil for danskere, der ønsker at gøre deres boliger mere klimavenlige.

Bygningspuljen åbnede nemlig op for deres digitale venteværelse klokken 09.00 tirsdag morgen, og en time senere startede køen til at sende en ansøgning. Allerede kort efter åbningstid var der flere end 25.000 danskere i kø.

Ved sidste runde, der fandt sted 7. april 2021, endte mange danskere i et kæmpe kø-kaos, da det viste sig, at ansøgere kunne stille sig i kø i timevis i et digitalt venteværelse før den officielle åbning.

Meget bedre gik det ikke tirsdag, da tekniske problemer gav en del problemer. Derfor blev køen sat på pause i ca. tre timer, og klokken 20.00 lukkede køen indtil onsdag morgen.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Køen åbner op igen onsdag morgen klokken 08.00, og dem der allerede er i køen beholder deres plads, hvis de undlader at slette cookie-indstillingerne i browseren.

Problemer med NemID
Grunden til, at køen i første omgang blev sat på hold, var, at mange oplevede udfordringer med at logge ind med NemID på ansøgningsportalen.

Det viste sig dog, at et lille 'trick' kunne få en igennem køen.

Mandag fortalte pressechef i Energistyrelsen til Ekstra Bladet, at de havde gjort alt, hvad de kunne for at optimere de administrative IT-systemer siden forårets kaotiske ansøgningsrunde.

- Vores administrative system er blevet opgraderet siden forrige runde, og vi har gjort så meget, vi overhovedet kunne, så vi håber ikke, at det kommer til at gå ned i morgen, sagde Ture Falbe-Hansen mandag eftermiddag.

I pressemeddelelsen oplyser Energistyrelsen, at der blev identificeret en fejl, der betød, at det ikke var muligt at få så mange ansøgere igennem systemet, som ønsket.

Energistyrelsen oplyser, at de har modtaget 3.500 ansøgninger fra boligejere. De har ansøgt om ca. 80 millioner kroner ud af det 340 millioner kroner, der samlet set er afsat i denne omgang.

Om Bygningspuljen

Bygningspuljen er blevet til på baggrund af energiaftalen 2018, klimaaftalen for energi og industri mv. 2020 og finansloven 2021.

Der er afsat i alt 2,5 milliarder kroner til puljen i perioden 2020-2026.

Målet er at energioptimere boliger, så Danmark kan reducere sit samlede CO2-udslip frem mod 2030.

Puljen er især målrettet at konvertere elvarme samt olie-, gas- og biokedler til varmepumper. Således er 60 procent af puljen afsat til det formål.

Ud over skift til varmepumper kan ansøgere blandt andet søge om støtte til energioptimering af klimaskærmen på boligen, altså eksempelvis vinduer, døre og isolering af tag eller sokkel.

Man kan ikke søge støtte til et projekt, der allerede er påbegyndt, hvorfor man altså skal afvente svar på ansøgningen, inden man begynder projektet.