Millionskat fundet efter et årti

En anonym skattejæger har fundet en skjult skat, som tusindvis af andre forgæves har ledt efter

Millionæren Forrest Fenn har selv delt dette udaterede billede af skatten. Foto: Jeri Clausing/Ritzau Scanpix
Millionæren Forrest Fenn har selv delt dette udaterede billede af skatten. Foto: Jeri Clausing/Ritzau Scanpix

En bronze-kiste fyldt med guld, juveler og andre skatte med en værdi på flere millioner er blevet fundet.

Skatten blev gemt for mere end et årti siden i Rocky Mountains' vildnis, og Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at skatten er mindst 12 millioner danske kroner værd. Det var den i dag 89-årige millionær Forrest Fenn, der gemte skatten og satte en skattejagt i gang.

Forrest Fenn har fortalt til Santa Fe New Mexican, at en mand, som ikke ønsker sit navn i pressen, langt om længe har fundet kisten. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Den lå under en baldakin af stjerner i den frodige skovvegetation i Rocky Mountains og var ikke blevet flyttet fra stedet, hvor jeg gemte den for mere end ti år siden, siger Forrest Fenn i en pressemeddelelse.

Tusindvis har ledt
Den heldige skattejager fandt kisten for et par dage siden, hvor han tog et billede for at dokumentere fundet og sendte det til Forrest Fenn.

Den 89-årige rigmand kender ikke personen i forvejen, og han skriver på sin hjemmeside, at det var et digt i hans selvbiografi, der førte ham frem til skatten. Han har ud over det 24 linjer lange digt i sin bog også delt ledetråde på sin hjemmeside.

Kunstsamler og millionær Forrest Fenn i sit hjem i Santa Fe i New Mexico. Billedet er fra 2014. Foto: Luis Sanchez Saturno/Ritzau Scanpix
Kunstsamler og millionær Forrest Fenn i sit hjem i Santa Fe i New Mexico. Billedet er fra 2014. Foto: Luis Sanchez Saturno/Ritzau Scanpix

Gennem de mere end ti år, skatten har ligget gemt, har tusindvis af personer ledt efter den.

Og folk er gået langt for at få fingrene i guldet. Flere har sagt deres jobs op, og mindst fire personer er døde i jagten på kisten, der ifølge Forrest Fenn i sig selv vejer ni kilo og desuden indeholder ti kilo skatte.

Et godt mysterium
For mere end 30 år siden fik Forrest Fenn en kræftdiagnose, og da han fik at vide, at han kun havde få år tilbage at leve, fandt han på skattekisten. Han ville efterlade et godt mysterium til folk, har han tidligere fortalt det amerikanske medie ABC News:

- I 1988 blev jeg diagnosticeret med det, som alle troede var kræft. Men derudover gik vi (USA, red.) gennem en recession, hvor mange mennesker mistede deres job. Overskrifterne emmede af frustration, og jeg ville bare give folk håb, sagde han.

Ikke alle kom helskindet gennem skattejagten. I 2015 deltog Forrest Fenn selv i eftersøgningen af skattejægeren Randy Bilyeu, der var forsvundet. Foto: Cynthia Meachum/Ritzau Scanpix
Ikke alle kom helskindet gennem skattejagten. I 2015 deltog Forrest Fenn selv i eftersøgningen af skattejægeren Randy Bilyeu, der var forsvundet. Foto: Cynthia Meachum/Ritzau Scanpix

Han overlevede kræftsygdommen, men han valgte ikke at beholde kisten og lavede derfor skattejagten.

Hvor skatten helt præcist var gemt, er endnu ikke blevet afsløret.

136 kommentarer
Vis kommentarer