Min handikappede veninde bliver hjemløs

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Gittes handikappede veninde får kun tilbudt boliger, hvor der ikke er plads til hendes hjælpemidler, bl.a. to kørestole. (Foto: Valdemar Jørgensen/Polfoto)
Gittes handikappede veninde får kun tilbudt boliger, hvor der ikke er plads til hendes hjælpemidler, bl.a. to kørestole. (Foto: Valdemar Jørgensen/Polfoto)

Kære Puk

Først en tak for din brevkasse, dine svar hjælper ikke kun den, du svarer, men flere af os, der følger dig.

Jeg er meget bekymret for min veninde, hun er afhængig af el-kørestol og desuden har flere følgesygdomme som gigt, hjerteproblemer, nerveforstyrrelser, nedsat muskelkraft m.m.

Så hendes liv foregår i kørestolen eller i sengen, men hun elsker naturen og kører ofte ud i kørestolen med sin hund, gerne en tur på 10-15 km.

Der sker det, at hun får en kæreste, og de beslutter at flytte sammen. De køber et hus, og kommunen kommer med to ramper, en til havedøren og en til hovedindgangen. De monterer en loftslift, så hun kan hjælpes over i seng eller over i kørestolen. Efter cirka halvandet år bliver de uvenner, og det ender med, at de må skilles (de er ikke gift). Derfor sætter de huset til salg, det bliver hurtigt solgt. Hendes kæreste flytter ud, men de deler udgifterne.

Min veninde kontakter sin handikaprådgiver på kommunen, og hun får besked om, at hun må selv finde noget at bo i, da kommunen ingen ledige boliger har. Hvis hun kan tilbydes noget, bliver det et plejecenter eller en ældrebolig med tekøkken. Hun er dybt ulykkelig, for i de tilbud kan hun ikke være i, når der skal være plads til to kørestole, badebænk, ilt-apparat m.m.

Min veninde skal være ude af huset ved udgangen af april måned.

Jeg bad hende ringe til kommunen igen, og denne gang siger handikaprådgiveren, at hun må søge en ældrebolig i en anden kommune.

Hun er født og opvokset i samme by, har hele sin familie der og har ikke handikapbil, for det er der ikke råd til. Min veninde er 53 år, elsker livet – men ved ikke, hvad hun skal nu. Hun er bange for at ende på gaden eller på et plejecenter. Hvad er hendes ret, har kommunen ikke en forpligtelse til at hjælpe med en bolig?

Hilsen fra bedste veninde Gitte

Kære Gitte

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din veninde. Ifølge loven skal kommunerne tilbyde husvilde – og særlige socialt udsatte grupper herunder ældre handikappede – noget at bo i. Men der står ikke i loven, at det nødvendigvis skal være en ’almindelig’ selvstændig bolig – blot et passende tilbud. I det her tilfælde har kommunen givet din veninde et tilbud om en ældrebolig eller ophold på et plejecenter. Det kan jeg godt forstå ikke er tilfredsstillende, hvis din veninde ikke kan være i boligen på grund af sine hjælpemidler.

(Foto: Jakob Boserup)
(Foto: Jakob Boserup)

Spørgsmålet er, om det er undersøgt til bunds. Om der ikke er mulighed for at få tildelt en handikap/ældrebolig eller plejebolig, der er passende i forhold den særlige indretning med plads til hjælpemidler.

Det er et forsøg værd, at du som veninde tager kontakt til visitator i ældre-handikapafdelingen i kommunen. Det har du ret til som veninde.

Forsøg at undersøge, hvad der reelt er af muligheder for at få tildelt en passende bolig, der tilgodeser din venindes behov. Det virker meget underligt, hvis en kommune tilbyder en så handikappet kvinde en bolig uden plads til livsnødvendige hjælpemidler. Mange gange er disse boliger jo netop indrettet efter kørestolsbrugere og handikappede i øvrigt.

Hvis din henvendelse ikke giver afklaring, er du velkommen til at kontakte mig igen.

Held og lykke til.

Venlig hilsen Puk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere