Desperationen spreder sig i den kinesiske millionby Xi'an.
I godt to uger har store dele af byens i alt 13 millioner indbyggere været beordret til at blive hjemme.
I dele af millionbyen må indbyggerne nemlig ikke forlade deres hjem, mens det i andre områder af byen er tilladt for én enkelt person per husstand at tage ud for at handle varer ind.
Mangler mad
Den voldsomme nedlukning har ifølge CNN skabt kaotiske forhold for byens borgere, der mangler mad, basale varer og medicin.
'Jeg er ved at sulte ihjel', skrev en indbygger i Xi'an i sidste uge på den Twitter-agtige Weibo-platform.
'Der er ingen mad, og jeg får ikke lov til at forlade det bygningskompleks, som jeg bor i. Jeg er ved at løbe tør for nudler...hjælp mig', hedder det ligeledes i et Weibo-indlæg i Xi'an, hvor mange klager på sociale medier over restriktionerne.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Nultolerance
Kina opererer med en nultolerance-politik, der betyder, at ethvert smitteudbrud fører til omfattende coronarestriktioner.
Selv om Kina er langt mindre ramt af pandemien end mange andre lande, har styret i Beijing ikke slækket på den officielle strategi om 'nul covid'.
Kina reagerer med drastiske tiltag over for hvert eneste smitteudbrud, og der er i praksis noget nær den erklærede nultolerance.
I den sydlige by Dongxing fik 200.000 mennesker tirsdag i december ordre til at isolere sig hjemme, efter at et enkelt smittetilfælde var blevet registreret.
Nedlukningen i Xián er den største i Kina, siden byen Wuhan blev isoleret i de første dage under pandemien.
Beijing er ved at forberede værtskabet for vinter-OL i februar, og myndighederne er derfor i højt alarmberedskab og slår hårdt ned på lokale smitteudbrud i flere byer.