Mindreårige kører ulovligt på el-løbehjul

Børn ser ud til at være vilde med el-løbehjul, og de er let tilgængelige trods aldersbegrænsning

Erik på 72 år prøver et af Københavns nye elektriske løbehjul. Video: Kristian Hansen

Man skal være mindst 15 år for at køre på el-løbehjul.

Alligevel observerede Ekstra Bladet på mindre end to timer en stribe børn under 15 år ræse rundt på elektriske løbehjul - vi så sågar en far sætte sit omkring to år gamle barn foran sig på transportmidlet, før han hastede af sted - så hurtigt, at Ekstra Bladets udsendte kunne indhente ham. 

– Det vidste jeg ikke, siger en 12-årig dreng, da Ekstra Bladet gør opmærksom på, at han slet ikke må køre på løbehjulet.

Regler for elektriske løbehjul

- Elektriske løbehjul, der er tilladt i trafikken, må højst kunne køre 20 km/t. med motorkraft alene. Løbehjul, der kan køre hurtigere end 20 km/t., er IKKE tilladt i trafikken. 

- Der må ikke være noget sæde på løbehjulet. 

- Løbehjulet skal være CE-mærket. Det må højst veje 25 kg, være maks to m langt og 70 cm bredt.

- Løbehjulet skal være forsynet med en rød refleks bagpå, en hvid refleks foran og gule eller hvide reflekser på hver side. Reflekserne skal være godkendte og opfylde samme krav som reflekser på cykler.

- Du skal køre med lys på hele døgnet. Du skal have en hvid lygte foran og en rød lygte bagpå. Lygterne skal sidde på løbehjulet og være tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand. 

- Du skal følge cykelreglerne, og du skal køre på cykelstien, hvor der er cykelsti.

- Du skal være fyldt 15 år.

- Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel. På lege- og opholdsområder er der dog ikke krav om, at børn, der kører på elektrisk løbehjul, skal være sammen med en voksen.

- Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Drengen hævder dog at have fortalt sin mor, at han har downloadet appen.

– Det er fint nok. Hun har aldrig prøvet det og ved ikke så meget om det, siger drengen, som nu vil overveje at gå hjem og tale med sine forældre om sin kørsel.

– Hvor meget tænker du over, at du kan komme til skade?

– Jeg er ret ligeglad. Der var godt nok en fra syvende klasse, som var lige ved at brække benet ved at køre på løbehjul. Han var også dum og bremsede ikke, men hoppede bare af.

Ingen sanktion
Møder politiet børn under 15 år på et elektrisk løbehjul, er politiets sanktionsmuligheder begrænsede:

– De er under den kriminelle lavalder, så vi tager en snak med deres forældre, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at politiet ikke har sanktioneringsmuligheder overfor firmaerne, som udlejer løbehjul, der trods aldersbegrænsning bruges af mindreårige.

– Der står ingen steder, at man ikke må leje ud til børn under 15 år. Man må bare ikke køre på dem, hvis man er under 15 år. Man kan også lovligt købe et tuningsæt til en knallert, men ikke sætte det på knallerten.

Stærkt foruroligende
Rigspolitiet følger ifølge Christian Berthelsen såvel elektriske løbehjul som skateboards og andre lette motoriserede køretøjer nøje.

– Det er muligt, vi vil sætte yderligere ind på området, men vi er nødt til at kunne underbygge, om de skaber problemer først.

Rådet for Sikker Trafik tilslutter sig politiets og andres bekymring for løbehjulene.

– I går (torsdag, red.) viste TV2 en optagelse af tre børn i alderen 8 til 11 år på ét løbehjul. Ingen af dem havde hjelm på. Det er stærkt foruroligende, siger  Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, til Ekstra Bladet.

Han forstår godt, at udlejningsløbehjul tiltrækker børn, men:

- De er ikke i stand til at læse storbytrafik og er en ekstremt udsat gruppe. Derfor vil vi kraftigt advare mod brugen af de elektriske løbehjul og sende en appel til forældrene om at passe på deres børn og holde øje med, hvad de laver.

155 kommentarer
Vis kommentarer