Mindst 16 personer er dræbt af bevæbnet mand i Canada

Over 12 timer har en 51-årig mand dræbt flere personer i canadisk provins. Gerningsmand dræbt af politiet

Poliktifolk fra Canadasberedne politi taler med en mand efter en omfattende jagt på en bevæbnet mand, som i weekenden skød og dræbte mindst ti mennesker i provinsen Nova Scotia. Foto: John Morris/Reuters
Poliktifolk fra Canadasberedne politi taler med en mand efter en omfattende jagt på en bevæbnet mand, som i weekenden skød og dræbte mindst ti mennesker i provinsen Nova Scotia. Foto: John Morris/Reuters

En bevæbnet mand har dræbt mindst 16 personer i Canada over en periode på omkring 12 timer fra sent lørdag aften til søndag formiddag lokal tid.

Dødstallet kan være højere, og en politimand er blandt de dræbte.

Det oplyser canadisk politi natten til mandag dansk tid ifølge det canadiske tv-selskab CBC. Tidligere lød dødstallet på mindst 10 og senere 13 personer.

Ledende politifolk bekræftede tidligere søndag på et pressemøde, at gerningsmanden, en 51-årig mand, blev skudt af politifolk efter en biljagt.

Gerningsmanden skød sine ofre flere forskellige steder i Nova Scotia-provinsen.

Den anholdte kørte blandt andet rundt i en politibil, mens han skød mod tilfældige, hedder det. Tv-stationen oplyser, at der gik 12 timer fra de første skud, til gerningsmanden blev standset.

Medierne identificerer den 51-årige som Gabriel Wortman.

Canadas beredne politi oplyser, at skyderiet skete ved den lille kystby Portapique, som ligger omkring 130 kilometer nord for Halifax.

Canadisk politi standsede gerningsmanden omkring klokken 16.00 dansk tid ved en tankstation i byen Enfield, skriver CBC.

Forinden havde politiet i et tweet advaret provinsens beboere om den bevæbnede mand.

- Dette er en de af de mest meningsløse voldshandlinger i vores provins' historie, siger Nova Scotias premierminister, Stephen McNeil.

Premierminister Justin Trudeau siger til journalister, at det 'er en frygtelig situation'.

Masseskyderier er relativt sjældne i Canada, som har en langt mere restriktiv våbenlovgivning end USA. Massakren søndag er den værste, siden en bevæbnet mand dræbte 15 kvinder i Montreal i December 1989.