Der skal være ekstraordinært valg i Grønland den 6. april, og særligt et spørgsmål om potentielle rigdomme - og forureninger - deler vandene blandt de grønlandske borgere og politikere.
Navnet er Kvanefjeld, og potentialet er stort. I den sydgrønlandske by Narsaq ligger fjeldet, der er centrum for stor debat, og som siges at kunne være Grønlands vej til løsrivelse fra Danmark.
En guldgrube
Men hvorfor vil man overhovedet lave et mineprojekt i Sydgrønland?
Kvanefjeld indeholder store mængder af sjældne jordarter, som er meget eftertragtede. De bruges blandt andet til fremstilling af elbiler og vindmøller, men også til meget elektronik - for eksempel til computere og smartphones.
Men Kvanefjeld indeholder også uran - og det radioaktive stof kan man ikke undgå at få med op, når man udvinder jordarterne. Derfor frygter en del af befolkningen for miljø- og sundhedsrisici.
En splittet befolkning
Groft skitseret kan man ifølge adjunkt på Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik på Grønlands Universitet Rasmus Leander Nielsen dele befolkningen i to, når det angår Kvanefjeld: Dem, der tænker på den økonomiske gevinst og dem, der frygter for miljøet.
- Det kan skabe vækst i en lille grønlandsk by med 1300 mennesker, hvor der ikke er særlig mange fremtidsmuligheder, og hvorfra mange af de unger flytter - hvor det er svært at få nye ting op at køre, siger han om de økonomiske fordele.
- Og så har man så argumentet med, at det vil smadre byen, og at man bliver nødt til at flytte derfra. Det er virkelig et stort spørgsmål, og det er noget, der har splittet befolkningen i Sydgrønland, og også mange her i Nuuk har en holdning om sagerne, så det er noget, der deler Grønland godt og grundigt og har gjort det i årevis.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...
Mine eller ej
Det australske selskab Greenland Minerals ønsker at udnytte potentialet i Kvanefjeld, og i tæt på 14 år har selskabet arbejdet på at forberede og undersøge fjeldet, og dette valg kommer til at være afgørende for, hvorvidt Greenland Minerals kan påbegynde mineprojektet inden for den nærmeste fremtid.
- Valget kommer ikke én gang for alle til at afgøre, om projektet bliver til noget, men det er meget klart, at hvis IA vinder regeringsmagten, så vil de trykke på pauseknappen, og så bliver det først den dag, der er et andet politisk flertal, at der ligesom vil komme skub i det igen, fortæller adjunkt hos Grønlands Universitet Rasmus Leander Nielsen.
Inuit Ataqatigiit (IA), er det største oppositionsparti og står ifølge seneste meningsmålinger til at få noget af et valg - og faktisk til at vælte Siumut af pinden. Og IA er imod mineprojektet på Kvanefjeld.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...
Vejen til løsrivelse?
Spørgsmålet om udnyttelsen af Kvanefjeldets sjældne jordarter splitter den grønlandske befolkning. Nogle ser det som vejen til at sikre Grønland selvstændighed, fordi det vil være en stor økonomisk gevinst for selvstyret at lade det australske selskab udvinde de sjældne jordarter.
Andre vægter at undgå udenlandsk indblanding og dermed lade en eventuel løsrivelse fra Danmark vente på sig. Greenland Minerals estimerer, at der hvert år i 37 år vil lande 1,5 milliarder kroner i den grønlandske landskasse.
Dog understreger Rasmus Leander Nielsen, at mineprojektet ved Kvanefjeld ikke kan finansiere Grønlands løsrivelse fra Danmark alene.
- Der blev lavet nogle ret grundige undersøgelser for små ti år siden, som peger på, at Grønland nærmest skal have 20-30 større mineprojekter på samme tid, før man kan tage bloktilskuddet fra Danmark ud af ligningen, fortæller han.
- Så det er jo et startsted for at få defineret Grønland som en større spiller, som en minenation, men det er ikke noget med, at hvis man åbner Kvanefjeldet, så kan man løsrive sig på tirsdag.