Minister: Ældre bør ikke tage offentlig transport

Ældre borgere opfordres til ikke at tage offentlig transport grundet corona

17. marts kunne Mette Frederiksen præsentere en ny række tiltag, der skal være med til at inddæmme og forsinke smitten. Få et overblik over tiltagene her. Foto/video: Ritzau Scanpix, Anthon Unger, Byrd/Jacob Waage. Redigering: Emma Agergaard Svendsen.

Ældre danskere bør afholde sig fra at tage offentlig transport, mens coronasituationen i Danmark er, som den er i øjeblikket.

Det er opfordringen torsdag formiddag fra transportminister Benny Engelbrecht (S), Ældre Sagen og Faglige Seniorer.

På den måde håber parterne, at ældre mindsker risikoen for at blive smittet med den smitsomme coronavirus.

- Vi står i en alvorlig situation, hvor vi desværre har set flere ældre borgere blive hårdt ramt af coronavirus. Ældre kan mindske risikoen for at blive smittet ved at undgå bus, tog og metro. Derfor kommer vi nu med denne fælles appel, udtaler transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Direktør: Bliv hjemme
Ifølge Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, er det vigtigt, at man som pårørende sikrer sig, at ældre familiemedlemmer forstår og respekterer den fælles appel.

-  Alvoren er forhåbentlig gået op for alle nu. Derfor vil jeg opfordre til, at man ikke tager offentlig transport. Bliv hjemme. Hold afstand til hinanden. Vask hænder og brug håndsprit. Vi kan alle gøre noget for at forhindre smittespredningen, og vi skal alle gøre noget, udtaler Bjarne Hastrup.

I alt er 1057 mennesker konstateret smittet med corona i Danmark. Da ikke alle symptomer testes, og regeringen har ændret teststrategi flere gange, regnes der med et betydeligt mørketal, oplyser Statens Serum Institut.

Flest smittede er mænd
129 danskere er indlagt, herunder 28 personer på intensiv. Fire ældre mennesker, der har haft corona, er døde.

Af de danske smittetilfælde er størstedelen mænd. De fleste smittede er mellem 40 og 49 år, fremgår det af pressemeddelsen.

92 kommentarer
Vis kommentarer