Minister i kovending: Derfor skal A-Iceberg ikke aflives alligevel

Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, har forbarmet sig over hunden A-Iceberg, som skulle være aflivet i Danmark, fordi den er ulovlig. Nu kan den tage til Italien med sin ejer

Italienske Giuseppe Perna havde papirerne i orden, da hans to år gamle hund af racen Dogo argentino ankom med fly til Københavns Lufthavn den 30. marts. Privatfoto
Italienske Giuseppe Perna havde papirerne i orden, da hans to år gamle hund af racen Dogo argentino ankom med fly til Københavns Lufthavn den 30. marts. Privatfoto

I sidste uge fik 23 danske politikere inklusive miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, et brev fra Italien.

Det var parlamentsmedlemmet Alessio Tacconi, der bad de danske politikere skåne den italienske hund A-Iceberg, som har været i Danmark siden 30. marts sammen med sin ejer.

A-Iceberg er af racen dogo argentino, og den er ulovlig i Danmark. Derfor ville politiet aflive hunden, selvom ejeren var klar til at tage den under armen og rejse hjem til Italien.

Men nu er hele historien vendt 180 grader. Noget tyder nemlig på, at den store opmærksomhed fra borgere i Italien og danske, hundeelskende Linse Kessler har fået ministeren til at fifle lidt med de ellers strikte hunderegler.

- Vi vil ikke have kamphunde i Danmark, da børn og voksne skal kunne gå trygt på gader og i parker uden at være bange for at blive angrebet af en kamphund. Men den aktuelle sag med den italienske hund er et eksempel på, at vores hundelov har været lidt for firkantet på et enkelt punkt, skriver Esben Lunde Larsen i en mail til Ekstra Bladet.

Vidste ikke, at den var ulovlig
Ejeren af A-Iceberg, Giuseppe Perna, har tidligere forklaret, at han ikke vidste, at hunden er ulovlig i Danmark, og at han derfor gerne vil forlade landet med hunden igen for at undgå aflivning.

A-Iceberg har også det lovlige hundepas i EU, hvor det fremgår, at den er ulovlig i Danmark, men alligevel blev den lukket igennem Københavns Lufthavn.

- Hvis man som udlænding for eksempel er taget til Danmark uden at have sat sig ind i, at 13 hunderacer er forbudte her, så synes jeg, det er rimeligt, at man får lov at rejse ud af landet igen med sin hund, frem for at vi straks afliver den, skriver ministeren.

Han vil nu foreslå, at nærværende eksempel kan give anledning til en konkret ændring af loven. Men det er altså ikke hele hundeloven, der skal ændres.

- Bortset fra denne lille ændring, så mener jeg, at den danske hundelov, Folketinget vedtog i 2010, virker helt efter hensigten. Vi har desværre før loven set nogle grimme eksempler på blandt andet børn, der er blevet bidt af en muskelhund. Sådan skal det ikke være, og denne ændring laver ikke en tøddel om på det faktum, at vi ikke vil have disse hunde i Danmark.

Lykkelige Linse
Realitystjernen Linse Kessler brænder for hunde, og hun er bestemt ikke glad for hundeloven. Derfor valgte hun også at mødes med fødevareministeren på Folkemødet på Bornholm for snart to uger siden.

Her sagde hun sin ærlige mening til ministeren, og derfor er hun også glad for, at beslutningen om A-Iceberg er ændret i dag. Hun vil dog ikke tage æren for det.

(Foto: privat/Tariq Mikkel Khan) Danske kendte - 16. jun. 2017 - kl. 11:31 Linse trygler minister om at redde hund: Her er hans reaktion

- Jeg er sikker på, at det ikke kun er min skyld, at hunden overlever, men at alle vi, der har kæmpet, har hjulpet til, at ministeren har gået mere ind i sagen, end hvis der ikke var blevet råbt op, siger Linse Kessler til Ekstra Bladet.

Ministeren valgte faktisk - til Linses store overraskelse - at ringe hende op med den gode nyhed.

- Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, men der er stadig lang vej med hundeloven. Sammen med Fair Dog har jeg et møde med ministeren til august, hvor vi skal snakke om, hvad vi kan gøre for at få en mere fair hundelov. Der skal pilles og justeres, siger hun.

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere