Minister: Kommunerne kan ikke udelukke KMD fra udbud

Trods store forsinkelser af offentlige it-projekter vil de give besparelser til slut, siger Sophie Løhde

Det offentlige har været ramt af den ene store it-forsinkelse efter den anden de seneste år.

Centralt i mange af sagerne står it-selskabet KMD, der i dag er ejet af en kapitalfond, men tidligere var ejet af kommunerne selv.

Kommunerne er stærkt utilfredse med KMD. It-giganten tjener penge på at forsinke nye it-systemer og i stedet holde liv i de gamle systemer, som KMD står for driften af, lyder anklagen. En anklage, som KMD på det skarpeste afviser.

Men selv om kommunernes it-fællesskab Kombit altså kommer med ret alvorlige anklager mod en stor leverandør, så kan det offentlige ikke generelt set udelukke KMD fra at byde ind på nye it-projekter.

Det fastslår minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), på et samråd i Folketingets finansudvalg onsdag.

- Man kan ikke udelukke en bestemt leverandør generelt. Det afhænger af det enkelte udbud, siger hun.

Hun understreger, at KMD har vundet en række offentlige udbud på helt fair og ærlig vis. Men hun kan og vil ikke gå ind i de konkrete sager, hvor der er uenighed mellem parterne.

Trods forsinkelserne er ministeren af den opfattelse, at it-projekterne i sidste ende vil give besparelser for det offentlige.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere