Region hovedstaden skal nu stå ret over for sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der kræver en redegørelse for den behandling, som den saudiarabiske ambassadørs mor har fået på Hvidovre Hospital.
Som Ekstra Bladet de seneste dage har afsløret, har der været en særdeles anspændt stemning på hospitalet, siden ambassadør Mohammed Ibrahim al-Agails mor blev indlagt på den specialiserede afdeling i hjerneskader 10. december sidste år til behandling efter en blodprop i hjernen.
Afsløring: Ambassadørfamilie tyranniserer Hvidovre Hospital
Indlæggelsen har betydet, at hospitalets personale føler sig behandlet som tjenestefolk, ligesom andre patienter er blevet nødt til at vige pladsen.
- Sådan som sagen er rullet op af Ekstra Bladet, har det givet anledning til, at jeg har bedt regionen om at forklare, hvad det er, der er sket, siger Nick Hækkerup.
Saudi-skandalen: DF kræver minister-redegørelse
Ekstra Bladet har blandt andet afsløret, at moderen har fået lov at blive liggende på en specialafdeling for hjerneskadede, fordi hun ikke ville flyttes til en anden afdeling på grund af badeforholdene. Det undrer ministeren:
- Der er jo en eller anden grad af forskelsbehandling, som handler om, at man tager hensyn til, hvad det er for en konkret patient, man står med. Men her er det bare helt forbi det område. Hvad er de særlige hensyn, som skulle gøre, at man skal tage alle de ekstra skridt, som man har taget her? Det har jeg meget svær ved at se.
Ekstra Bladet har i dag afsløret, hvordan afdelingsledelsen 8. januar udsender en mail til personalet, hvori der står, at deres gøres klar til, at patienten udskrives. Men 9. januar er vicedirektør Torben Mogensen med frue samt en læge fra afdelingen til privat middag på ambassaden. Efterfølgende får moderen lov at blive liggende på specialafdelingen helt frem til 16. februar. Det kritiserer flere eksperter blandt andet, fordi det går ud over hospitalsdirektørens troværdighed. Den betragtning deler sundhedsminister Nick Hækkerup.
Ny afsløring: Saudi-diplomat spredte også panik på Rigshospitalet
- Jeg er jo ikke chef for Torben Mogensen, og jeg hverken kan eller skal gribe ind over for ham. Men sådan som Ekstra Bladet har beskrevet det, er det svært ikke at ende samme sted som eksperterne: Nemlig, at det ser mærkeligt ud.
- Saudi Arabien er jo en ret væsentlig spiller i forhold til eksporten. Hvor langt mener du som sundhedsminister, at hospitaler skal gå for at stille samarbejdspartnere tilfredse?
- Man skal lade handels- og udenrigsministeren og deres folk drive handels- og udenrigspolitik, og så synes jeg, at regionerne skal tage sig af at behandle folk.
Afsløring: Hospitalsdirektør med frue til middag i Saudi-palæ