Minister: Slut med køreundervisning

Transportministeren gør det klart, at det ikke er muligt at overholde de gældende regler i en skolebil

På grund af de nuværende regler om afstandtagen på grund af udbruddet med covid-19, bliver alle køreskoler nu bedt om at indstille køreundervisningen.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen havde mange allerede indstillet undervisningen, men fordi der har været tvivl om reglerne, gør ministeren det nu klart, at det ikke kan lade sig gøre at afholde en køretime uden at overtræde de fastsatte restriktioner og anbefalinger.

Transportministeren har derfor bedt Færdselsstyrelsen om at give besked videre til samtlige køreskoler om, at de midlertidigt skal indstille deres køreundervisning, hvis ikke det allerede er sket.

Det er dog stadig muligt at afholde teoretisk undervisning, så længe de gældende restriktioner eller anbefalinger bliver overholdt - eksempelvis at der skal være mindst fire kvadratmeter gulvareal per person.

- Jeg er optaget af, at vi både passer på de unge mennesker, der tager kørekort, og de kørelærere, som hver dag underviser eleverne. Det er derfor helt naturligt, at vi også inden for den branche tager bestik af den alvorlige situation, vi befinder os i, siger transportminister Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen.

Ministeriet understreger, at det godt kan lade sig gøre at afholde praktisk køreundervisning til motorcykel, så længe restriktioner og anbefalinger overholdes.

Transportministeriet oplyser, at de ser på, om der er behov for indskærpelser på andre områder, såsom skoler inden for luftfart, jernbane og vejtransport.

208 kommentarer
Vis kommentarer