Minister: Syge kan isoleres på hoteller

Men befolkningen skal ikke drømme for meget om at komme ud at rejse foreløbig, siger direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, som fraråder rejser ud af Danmark

Sundhedsminister Magnus Heunicke. Foto: Ritzau Scanpix
Sundhedsminister Magnus Heunicke. Foto: Ritzau Scanpix

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger, at kommunerne vil stille feriecentre, hoteller eller lignende til rådighed som et frivilligt tilbud om selvisolation.

- Vi præsenterer et nyt tilbud om at stille isolationsfaciliteter til rådighed. Det kan være tomme hoteller, hvor man kan få et frivilligt tilbud om isolation uden for eget hjem, hvis man har brug for det, siger han.

Dermed kan man blive isoleret uden for eget hjem, hvis man eksempelvis bor i en lille lejlighed, hvor der ikke er plads til at isolere sig selv.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger, at der nu er fokus på at opspore tætte kontakter til smittede og tilbyde en test til dem:

- Så vil vi bruge det til at understøtte en intensiv isolation af de smittefarlige. Med det er vi ret optimistiske i forhold til, at vi kan bryde smittekæderne i de næste genåbningsfaser, siger Søren Brostrøm.

Sundhedsministeren, Magnus Heunicke (S), vil tilbyde coronasmittede indlogering på eksempelvis hoteller. Foto: Ritzau Scanpix
Sundhedsministeren, Magnus Heunicke (S), vil tilbyde coronasmittede indlogering på eksempelvis hoteller. Foto: Ritzau Scanpix
 

Det er nu Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, fraråder på pressemødet, at danskere begynder at rejse ud af landet:

- Der er stadigvæk smitte ude i verden. Den vil vi gerne forhindre, at vi får til Danmark. Der er mange, mange tusinde, der har været strandet derude, og vi har ikke behov for, at danskere strander derude. Det er ufornuftigt at begynde at rejse ud nu, siger direktøren, som tilføjer, at der fortsat er danskere, som er strandet i udlandet.

- Heldigvis er mange af dem hos familier og i trygge omgivelser. Vi glemmer jer ikke, og vi giver ikke op, siger han.

1 af 2 Sundhedsministeren, Magnus Heunicke (S), vil tilbyde coronasmittede indlogering på eksempelvis hoteller. Foto: Ritzau Scanpix
2 af 2 Sundhedsminister Magnus Heunicke. Foto: Ritzau Scanpix
172 kommentarer
Vis kommentarer