Missede vanvittig lotto-gevinst på 1,5 milliarder

Et ungt par missede svimlende 1,5 milliarder kroner, fordi der ikke var penge nok på deres lotto-konto

Liam McCrohan og Rachel Kennedy troede et øjeblik, at de havde en svimlende høj lotto-gevinst. Foto: Rachel Kennedy
Liam McCrohan og Rachel Kennedy troede et øjeblik, at de havde en svimlende høj lotto-gevinst. Foto: Rachel Kennedy

Et ungt britisk par var så tæt på at vinde den helt store lotto-gevinst. Og så alligevel ikke.

For Rachel Kennedy på 19 år og kæresten Liam McCrohan på 21 år plejer at spille EuroMillions og har de seneste fem uger spillet talkombinationen 6, 12, 22, 29, 33, 6 og 11, og det var lige præcis de syv tal, der blev trukket.

Rachels Kennedys spilkonto var sat op til automatisk at spille tallene hver uge, men fordi der ikke var penge på kontoen, blev der altså ikke spillet frem mod sidste fredags trækning.

Det skriver engelske The Sun.

Rachel Kennedy troede i første omgang, at hun havde vundet den svimlende store jackpot på over 1,5 milliarder kroner

- Jeg ringede til dem (spilfirmaet red.) og troede, at jeg havde vundet 1,5 milliarder (danske kroner), og de sagde 'Ja, du har de rigtige tal, men du havde ikke nok penge på din konto til at betale din lottokupon, så betalingen gik ikke gennem', fortæller den 19-årige studerende, der allerede havde ringet til kæresten Liam og sin mor.

Liam McCrohan var allerede begyndt at tænke på, hvordan parret skulle bruge pengene, da han fik de hjerteskærende nyheder om, at de ikke havde vundet alligevel.

- Hun var ret afslappet omkring det, men jeg havde allerede brugt pengene i mit hoved.

- Jeg var fuldstændig knust, da vi hørte manden i den anden ende af røret fortælle, at vi ikke havde købt kuponen.

Rachel Kennedy fortæller, at hun ikke kommer til at spille den samme talkombination igen, og hun har allerede ændret tallene frem mod næste uges trækning.