Estlands forsvarsminister, Juri Luik, har indstillet Natos øvelser i landets luftrum, efter at et spansk fly ved et uheld affyrede et missil på en øvelse i denne uge.
Det siger forsvarsministeren på et pressemøde torsdag.
- Den spanske forsvarsminister har undskyldt og udtrykt anger, siger Luik på pressemødet og tilføjer, at også chefen for Spaniens væbnede styrker har undskyldt.
Nato er i Baltikum for at forsvare luftrummet for de tre Nato-lande Estland, Litauen og Letland, som blev medlem i 2004. Landene ejer ikke selv kampfly.
Franske, portugisiske og spanske kampfly skiftes for tiden til at være i luften over de tre lande.
I løbet af ugen affyrede et spansk fly ved et uheld et missil af typen Amraam, der har en række vidde på 100 kilometer og et luft-til-luft missil. Det er ikke specificeret, hvilken dag på ugen missilet blev affyret.
Det antages at missilet landede i et fjernt naturreservat i det østlige Estland nær grænsen til Rusland eller eksploderede i luften på vej mod jorden.
Flyet, der affyrede missilet, var af flytypen Eurofighter Typhoon.
Indtil hændelsen er undersøgt, er alle Nato-øvelser i luftrummet over Estland indstillet, oplyser Luik.
En talskvinde fra det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, siger torsdag, at Nato-øvelserne og det fejlagtigt affyrede missil udgør en fare for hele regionen.
- Hvad der er sket, er endnu en tydelig demonstration af, at Natos handlinger inklusive dem i Baltikum udgør en sikkerhedsrisiko frem for at styrke sikkerheden, siger hun.