Mistede benet i frygtelig ulykke: Nu poserer hun med selvtillid i bikini

19-årige Leah mistede sit ene ben i en frygtelig rutsjebane-ulykke for to år siden, hvor hendes kæreste Joe også smadrede sit ben

Da den 17-årige Leah Washington for to år siden den 2. juni  satte sig i den forreste vogn i en rutsjebane i forlystelsesparken Alton Towers i Staffordshire i England sammen med sin kæreste Joe Pugh, som hun kun havde kendt i fire dage, havde hun ikke på nogen måde regnet med, at den hæsblæsende tur i rutsje-banen for altid ville ændre hendes liv. Men det gjorde den.

Leah og Joes rutsjebane-tog kørte nemlig med stor fart direkte ind i et andet rutsjebane-tog, der holdt parkeret på skinnerne uden passagerer. Ulykken skete på grund af dårlig kommunikation mellem de ansatte på rutsjebanen.

Leah smadrede sit ben så meget ved det voldsomme sammenstød, at det senere blev amputeret og erstattet med et kunstigt ben. Joe fik også smadret sit ben ved ulykken, men fik ikke amputeret sit ben. Han skulle dog igennem alvorlige operationer samt en længere rehabilitering for at blive i stand til at gå igen.

Her nu to år efter ulykken er Leah og Joe stadig sammen, og de har netop været på en ferie i Marbella i Spanien. Leah har tidligere udtalt, at hun frygtede for at skulle vise sin krop frem i bikini efter ulykken, men nu har hun altså fået så meget selvtillid, at hun nu poserer i bikini på de sociale medier. Og hun har gennem de sidste par dage delt nogle inspirerende billeder fra sin ferie i Spanien sammen med  kæresten Joe.

Til et bilede, hvor Leah sidder ved en swimmingpool i Spanien, har Leah kort og godt skrevet: Ocean Club Marbella.

Og til et andet billede, hvor hun med ryggen til går rundt i det azurblå vand i en pool skriver hun lidt mere uddybende omkring sine følelser:

- Lige efter ulykken var selvtilliden omkring min egen krop et af mine største problemer. Min krop og mit liv har ændret sig for altid, og det er nogen, som jeg stadig væk skal vænne mig til. At tage på ferie og være iført bikini foran så mange andre mennesker, var en af de ting, jeg frygtede mest. Men nu er jeg begyndt at føle selvtillid i forbindelse med min krop(også i bikini lol), og jeg har fundet ud af, at alle individer ser godt ud på deres egen måde. Og lad være med at tænke på, hvad andre folk tænker. Det er irrelevant.

Således skriver Leah på sin instagram, hvor hun også har lagt flere billeder ud, hvor hun hygger sig sammen med sin kæreste Joe i Marbella.

Leah gav sig selv en lang række udfordringer efter ulykken, som hun allerede har klaret. Hun har blandt andet stået på ski og hoppet i trampolin.

Det er dog tre uger siden, at Leah delte sit første bikini-billede på instagram, hvor hun var på en anden ferie med to af sine veninder.