Mit liv som Zuckerbergs lydige slave

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Mark Zuckerberg har alt for meget magt, og jeg er med til at give ham den. Foto: AP
Mark Zuckerberg har alt for meget magt, og jeg er med til at give ham den. Foto: AP

Jeg har lige været en uge på ferie i Grønland. Det var en af de bedste rejseoplevelser i mit liv, og jeg har lyst til at tage derop igen.

Jeg fik nemlig et godt tip af en, jeg mødte deroppe. Han fortalte mig om et totalt afsondret sted, hvor man ikke kan lave andet end at sidde og kigge på den storslåede natur, for der er intet net overhovedet.

Det gad jeg godt næste gang. Ikke mindst set i lyset af den Facebook-skandale, som kom for dagen, mens jeg var væk.

For hvad bilder Mark Zuckerberg sig ind? Siden 2015 har Facebook-topchefen vidst, at brugernes data blev delt med firmaet Cambridge Analytica. Det indrømmer han bare først nu, hvor en whistleblower har afsløret, hvordan Cambridge Analytica høstede data fra 50 millioner Facebook-profiler.

Målet var, ifølge whistlebloweren, at påvirke det enkelte menneske for derigennem at påvirke en kultur og til sidst påvirke politisk til fordel for Trump.

Det er noget med at designe budskaber, så de passer præcist til brugerens smag. Og brugerens smag kender de lyssky typer i Cambridge Analytica, fordi ’private’ beskeder, billeder og præferencer er fosset ud af Facebook.

Glem i øvrigt, at jeg før spurgte, hvad Mark Zuckerberg bilder sig ind. Det ved jeg jo godt. Han bilder sig ind, at han kan gøre nøjagtigt, hvad der passer ham, fordi han er stor og mægtig og rig.

Jeg ved også godt, at jeg selv er med til at gøre ham rig. Som værten på DR-programmet 'So ein Ding', Nikolaj Sonne, sagde forleden: ’Du går og passer marken, og det er Mark Zuckerberg, der høster. Det er sådan, man bliver et af verdens mest værdifulde firmaer'.

Spørgsmålet er, hvornår jeg begynder at tage konsekvensen af den viden, jeg har. Hvornår jeg holder op med at arbejde gratis for en mand, der i forvejen har alt for meget magt.

Da jeg var på vej på min fantastiske ferie i Grønland, så jeg med et halvt øje, at en god kollega havde sendt en mail med link til afsløringen af det herover omtalte enorme Facebook-leak. Jeg fik den ikke rigtig læst, for jeg var gået i ferie-gear. Til gengæld postede jeg et hav af billeder på Facebook ferien igennem, for jeg synes, at alle skal vide, hvor fantastisk Grønland er.

Zuckerberg kunne være meget stolt af mig.

Nikolaj Sonne fra 'So ein Ding' anbefaler, at hvis man vil gøre en overskuelig ting for at komme lidt ud af lommen på Facebook, så skal man droppe Messenger-systemet og gå over til Signal. Mit problem er, at jeg ikke synes, det lyder så overskueligt. Hele min Grønlands-tur var planlagt gennem Messenger.  Alle andre er jo på Messenger. Det er der, vi mødes. Det er nemt og bekvemt. Og jeg orker helt ærligt ikke lige at sætte mig ind i, hvad det der Signal er.

Som så mange andre vil jeg også hævde, at jeg har brug for at være på Facebook i forhold til mit arbejde.

Så hvad gør man?

Ekstra Bladets strategi i forhold til Facebook er mådehold. Vi har et loft over, hvor meget af vores trafik der skal komme den vej fra.

Vi er ikke fundamentalister, og selvfølgelig er vi på Facebook, hvor mange af vores brugere er. Men vi har hele tiden sagt, at vi ikke vil være afhængige af trafikken fra Facebook. Det er vigtigt, for journalistikken på Ekstra Bladet skal være fri og uafhængig. Vi er sat i verden for at holde øje med magthaverne, ikke for at passe deres marker.

Men hvordan holder man op med at være Zuckerbergs slave i sin fritid?

Den føromtalte whistleblower fra Cambridge Analytica, Christopher Wylie, blev spurgt, hvem han egentlig tør stole på. Han ville helst ikke sige ’ingen’. Så han sagde, at han går igennem livet med en sund portion skepsis.

Jeg går med Wylie. Gennem livet og Facebook med sund skepsis.

Man kan trods alt ikke være i Grønland uden net hele tiden.

70 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere