Nu skal du ikke længere lede efter det klassiske mørkeblå Mobilepay-logo på din mobil, når du skal betale dine venner og bekendte med hjælp fra betalingsappen.
For betalingsformen skal være selvstændig. Og det betyder nyt design. Dog stadig i blå.
Det skriver Mobilepay i en pressemeddelse.
Lige nu er designet mørkeblåt som Danske Bank, men for fremtiden vil det se ud som herunder:

Nu skal du snart vinke farvel til det klassiske mørkeblå Mobilepay-logo, som på billedet under, når det om få uger skifter design:

Fra den 25. september vil appen få et nyt ikon, som skal adskille sig fra Danske Bank, som Mobilepay indtil videre har hørt under. Det sker, fordi banker som Nordea, Jyske Bank og bankerne i BOKIS, der er en sammenslutning af lokale- og regionale pengeinstitutter, har meldt sig ind i samarbejdet.
Mange fordele
MobilePay vil skabe et partnersamarbejde og blive alle bankers betalingsvirksomhed. Og der vil ske 'markante omkostningsfordele', lover firmaet. Det skyldes, at MobilePay ikke længere skal betale kortgebyr for de 200 millioner årlige transaktioner. Og det vil komme kunderne til gode.
Over de kommende måneder forventes denne serviceforbedring gradvist udbredt til de 3,6 millioner danskere, der bruger Mobilepay.
- Vi glæder os over lanceringen af Mobilepay's nye og selvstændige visuelle identitet, som er med til at underbygge og styrke signalgivningen omkring MobilePay-samarbejdet. Det samme gælder den omkostningseffektive konto-til-konto model, der hele tiden har været et af målene i distributionssamarbejdet om Mobilepay. Det er glædeligt, at vi nu er så langt, at man kan påbegynde udrulningen, siger Jesper Schiøler, formand for BOKIS og direktør i Lån & Spar Bank i pressemeddelelsen.
Mobilepay skal være et selvstændigt distributionsselskab og får licens fra Finanstilsynet til at drive et e-pengeinstitut. Dermed vil flere opgaver blive flyttet fra Danske Bank til det nye selskab.