Mod der smitter

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Ekstra Bladet gav Sara Omar Årets Victor for hendes mod. Foto: Jonas Olufson
Ekstra Bladet gav Sara Omar Årets Victor for hendes mod. Foto: Jonas Olufson

For snart et år siden gav vi her på Ekstra Bladet forfatteren Sara Omar Ekstra Bladets hæderspris, Årets Victor.

I sin tale sagde min kollega chefredaktør Poul Madsen blandt andet, at Sara fik prisen for det mod, hun har udvist med sin roman 'Dødevaskeren'.

Han fremhævede hende som bannerfører for et oprør mod en forstokket middelalderkultur, og han sluttede sin tale med håbet om, at andre vil følge Sara og få problemerne frem i lyset.

Det er sket.

Læs hele Sara Omars tale her

Tale til uddelingen af Victorprisen 2018

Jeg står her foran jer i dag som en kvinde, der vil kæmpe til det sidste med alt hvad jeg har, med alt hvad jeg indeholder og alt hvad jeg består af. Jeg står her foran jer, fordi jeg vil bekæmpe undertrykkelse af kvinden i alle afkroge i vores samfund. Jeg er ligeglad med om hun er hvid, brun eller sort. Jeg er ligeglad med om undertrykkeren er jøde, muslim, kristen eller Ateist. Jeg er ligeglad med om jeg bliver kaldt Kufaar, vantro eller hedning. Det vigtigste for mit eksistensgrundlag i dag er at kæmpe for kvinders frihed til at eksistere. Kvinders frihed til at vælge sin udkårne. Til at leve det liv hun ønsker at leve. Ingen kulturer, religioner, eller traditioner er perfekte, men alle har potentialet til at blive forandret og forbedret.  Det er derfor jeg står her i dag og jeg er dybt beæret over at få lov til at tale frit fra mit aller inderste og at blive belønnet med Victorprisen for mit mod. 

Men vi kan ikke forandre verden, ved at tale ned til hinanden. Vi skal tale hinanden op. Vi kan ikke forandre verden, ved at slå ned på dem, som er såret og som vi tror at vi ikke evner at forstå. Mod består bedst, når det med åbent sind og modigt hjerte, tør at stå på de fremmedes marker og se verden gennem deres øjne. Vi baner ikke vejen for dem som måske bliver undertrykt, ved at fortælle dem at vi er bedre og de er mindre. Hvert evigt eneste menneske, har sine kampe i denne verden. At forstå blot et menneske, kræver nogle gange et helt liv. Så for at forstå en hel befolkningsgruppe, vil det kræve enorme mængder af kærlighed, visdom og åbenhed fra os allesammen.

Engang var jeg en tavs stemme selv, en skygge i en mandsdomineret verden. Det er jeg ikke længere og det er udelukkende fordi jeg nægtede at blive påduttet overbevisninger, jeg hverken kunne eller ville stå inde for. Derfor ser jeg ikke ned på de som stadig er tavse i dag. Jeg ser ikke ned på de undertrykte eller på dem som er indoktrineret til at have meninger, som ikke er deres. Jeg har brudt tavsheden. Min tavshed. Det har jeg udelukkende gjort, for at inspirere de tavse stemmer til at gøre det samme. Fordi jeg har det ydmyge ønske om at være med til at sætte mennesket fri i stedet for at fængsle dem, deres sind og deres hjerter.

Vi er nødt til – ikke kun som kvinder, men som samfund – at stå sammen i kampen om at gøre op med det patriarkalske syn, der er på kvinders rolle og værdi i visse muslimske kredse, så tavsheden kan brydes. Der findes intet menneskeligt hierarki! Vi er alle skabt af kød og blod. Vi består af et ens indre og vi kan og skal ikke finde os i, at der gøres forskel – at der udnyttes, undertrykkes og ligefrem lemlæstes på baggrund af forskruede forestillinger om, hvornår et menneske har værdi. Alle mennesker er værdifulde. Alle mennesker fortjener kærlighed. Alle mennesker fortjener lys i livet.

Jeg har altid troet på styrken i ordet. Jeg tror på, at litteratur har magten til at ændre på verden og på vores forestillinger om, hvordan verden skal se ud. Hvis mine ord kan tænde lys et sted, hvis de kan bidrage til at skabe generationer af frie menneskesind og bedre vilkår for børn og kvinder, så ofrer jeg gerne alt, velvidende at jeg er med til at tænde et lys hos de tavse stemmer. Et lys der måske en dag skinner så klart, at stemmerne får mod og styrke til at følge frihedens og retfærdighedens spor. Det er her den sande revolution starter. Jeg tager bladet fra munden, og jeg håber at I, mine kære medsøstre, vil føle jer inspireret til at gøre det samme.

Mod kan kun finde sted i et rum, hvor angsten også er tilstede. 

I et konservativt muslimsk samfund, går man hele tiden med tanken om at ens ry og ære er vigtigere end ens liv - at det er vigtigere at gå op i familiens ry og ære end at bekæmpe incest og seksuelle overgreb. At ens datter bliver ødelagt for øjnene af én taler man ikke om fordi man ikke vil plette familiens ry - og ære.

Som jeg tidligere har ytret, er undertrykkelse og vold af kvinden noget, der foregår i alle samfundslag, det er et universelt problem - Men jeg taler om det jeg kender, og det er den muslimske verden, som jeg stammer fra og som jeg kender - så må alle jer andre påtage jer det ansvar, at tale om de miljøer, kulturer og religioner I kommer fra og kender til. Og jeg håber, at I vil gøre det, for så kan vi tage den fælles kamp for menneskerettigheder sammen.

Nu skal der selvfølgelig lyde en stor tak for den flotte pris. At blive hædret for at være modig er en ganske særlig oplevelse, og jeg vil gemme jeres ord til de dage, hvor mit eget mod udfordres eller frygten er størst. Denne betydningsfulde pris skal først og fremmest dedikeres til min døde datter, som altid er ved min side, og som er dele af årsagen til at jeg fandt styrken og modet til at skrive Dødevaskeren. Det er hendes små hænder, der nu står med en pris, der hædrer modet og forhåbentlig giver håb og lys til alle hendes og mine medsøstre.

Men jeg kan ikke blot takke på mine egne og min datters vegne. Min historie tilhører mange, og både de der står frem, men også dem, der lever i stilhed, er de sande modtagere af denne pris. Det er jer, jeg skriver til. Det er jer, jeg kæmper for. I er de sande helte. Jeg kender jeres stærke indre, som sørger for, at der er en dag i morgen, men det er mit håb, at jeg med Dødevaskeren kan gøde jorden for jer, så I føler, I har et sted at tale fra. Mit budskab til jer i dag er: Se, kære søstre, verden lytter til jer!

Tak til Ekstra Bladet for - med Victorprisen - at anerkende modige mennesker hvert år. Jeg er beæret over at befinde mig i en kategori med beundringsværdige, revolutionerende og skelsættende mennesker og medier, som alle er symbolet på den ytringsfrihed, som er vores ret som mennesker.

Der er lys og håb for os alle, og lige nu har I sørget for, at mit skinner klarest.

Tak.

Politiken fortalte sidste weekend om en række kvinder, som ved at læse 'Dødevaskeren' har fået mod til at gøre oprør mod tvang og undertrykkelse.

Det var gribende at læse om M. Hendes far slog første gang, da hun var ti år, fordi en flok børn med drenge iblandt havde ringet på døren og spurgt, om hun ville lege.

Flere tæsk fulgte, brødrene tog over, og moderen, som selv var udsat for volden, greb ikke ind. M fortæller i Politiken, at der blev taget kvælertag på hende, og at hun blev truet på livet.

I dag opholder hun sig på et hemmeligt sted i et såkaldt safe house. Hun fik modet til at flygte fra sin familie, da hun i smug havde læst Sara Omars roman.

'Jeg følte en genkendelighed. Jeg kunne mærke, at hun kæmpede en kamp, alle andre er tavse om,' fortæller M i interviewet.

I maj måned sidste år mødte jeg ved et tilfælde Sara Omar i Bergen. Saras bog var netop udkommet i Norge, og hun skulle på scenen i Bergens Litteraturhus om aftenen og tale om sin bog.

Jeg tog med og oplevede et meget intenst forløb, hvor en fyldt sal lyttede til Saras skildring af de rædsler, der overgår kvinder i visse muslimske kredse, hvor et forskruet patriarkalsk syn er herskende.

Det tog lang tid, før vi kom derfra, for der var mange, som kom op for at tale med Sara bagefter. Flere af dem var kvinder præcis som dem, Politiken har talt med, som på egen krop havde oplevet det, Sara taler om.

De gik derfra med fornyet håb. Det var stærkt at overvære.

I Politiken fortæller centerleder på Randers Krisecenter Hanne Rugholm, at hun og kollegerne observerer, at litteratur er med til at 'sætte en bevægelse i gang'. Ud over Sara Omars roman nævner hun også Geeti Amiris selvbiografi 'Glansbilleder'.

På Ekstra Bladet havde vi fornøjelsen af Geeti som skarp debattør, indtil hun besluttede sig for at trække sig fra debatten for at hellige sig lærergerningen. Hun ville ud og have fingrene ned i mulden.

Selvom vi savner hendes klummer, har jeg stor respekt for det valg.

Både Omar og Amiri har formået at transformere deres egne traumatiske oplevelser til en kraft, som andre får mod og styrke af. Som medier bør vi være med til at vise den styrke.

I journalistik siger vi 'don't tell it, show it'.

Det er præcis, hvad disse kvinder gør. Stiller sig modigt frem og viser andre, at det kan lade sig gøre.

Stærkere forbilleder skal man lede længe efter.

At tage sit eget liv er aldrig løsningen. Men jeg søgte et lys og ledte længe forgæves, fortæller Sara Omar i et stort interview med Ekstra Bladet. Foto: Linda Johansen Tæt på Jeg er ikke ene om at være mor til en dræbt datter

66 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen