Modefirma giver ansatte dobbelt månedsløn

Den dobbelte løn i marts falder efter rekordregnskab

Kim Hyldahl er stifter og ejer af Mos Mosh. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Kim Hyldahl er stifter og ejer af Mos Mosh. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

De 36 ansatte i modefirmaet Mos Mosh kan se frem til en ekstra månedsløn i marts, skriver JydskeVestkysten.

Årsagen er et historisk godt regnskab, som vil blive offentliggjort snart ifølge firmaets stifter.

Det er gået stærkt for modefirmaet, siden ejer og stifter Kim Hyldahl designede de første par bukser hjemme i sit køkken for ti år siden.

Siden da er Mos Mosh nemlig blevet forhandlet i 2400 butikker på verdensplan.

- Vi er glade for medarbejderne, og vi er meget bevidste om, at det her handler om at løfte i flok. Det er ikke mig, der har skabt Mos Mosh. Det er 'os', der har skabt Mos Mosh, og det vil jeg gerne anerkende, siger Kim Hyldahl.

Virksomheden er især kendt for deres jeans til kvinder.

Rekordgode regnskaber
Finans.dk skrev sidste år, at modefirmaet i sidste regnskabsår endte med et overskud på 77 millioner kroner - en forbedring fra året før, hvor det lød på 47 millioner.

Succeshistorien bliver kun bedre af, at firmaets opstart faldt i kølvandet på Kim Hyldahls konkurs med et andet firma.

Især i Tyskland har Mos Mosh sat sig på markedet, hvor der er mere end 700 forhandlere af brandet.

I 2017 solgte Kim Hyldahl 69 procent af sine aktier i firmaet til den tyske kapitalfond Findos Investor. Det øgede hans formue med 203 millioner kroner.

I dag ejer han fortsat 29 procent af selskabet.

40 kommentarer
Vis kommentarer