Modehus i international shitstorm: Fornærmede kineserne med pasta

Med tre videoer og en Instagram-samtale har modehuset Dolce & Gabbana formået at støde verdens største folkeslag. Nu må de aflyse stort anlagt modeshow i Shanghai

Et sæt spisepinde og tre italienske retter var alt der skulle til for at sætte sind i kog (Video: Dolce & Gabbana)

Modeskaberne Domenico Dolce og Stefano Gabbana er erfarne herrer ud i kunsten at vække forargelse.

Seneste skud på stammen i Dolce & Gabbanas efterhånden omfattende portefølje af møgsager er en kampagne, der udstiller kinesere som underlegne i forhold til italienere - sådan udlægger kritikere af kampagnen i hvert fald teksten.

Kampagnen, der består af tre videoer, hvor en kinesisk kvinde uden held forsøger at spise italiensk mad med spisepinde, har mødt så voldsom kritik, at modehuset nu har aflyst et storslået modeshow, der skulle være løbet af stablen onsdag aften i Shanghai.

Det skriver The Guardian.

Tirsdag delte modehuset de tre stødende videoer på det sociale medie Weibo, der er Kinas svar på Facebook.

Videoerne vakte vrede hos Weibo-brugerne, der anklagede Dolce & Gabbana for at trivialisere kinesisk kultur og fremstille kinesiske kvinder på en racistisk måde.

Se et sammenklip af videoerne øverst i artiklen.

Benzin på bålet
Og hvis shitstormen afledt af Weibo-videoerne ikke var nok til at ophidse folk, blev situationen kun gjort værre, da Instagram-profilen Diet Prada, der er kendt for at kritisere modebrachen, delte et billede af en samtale mellem modehusets ene stifter Stefano Gabbana og modeskribenten Michaela Phuong.

I samtalen kaldte modelegenden blandt andet Kina for et 'land af lort' og brokkede sig over, at hans ansatte havde slettet videoerne fra Weibo.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Som forsvar for de grove beskeder skrev Dolce & Gabbana onsdag, at Stefano Gabbanas og modehusets officielle Instagram-profiler var blevet hacket - og ironisk nok blev undskyldningen sendt ud på Instagram.

'Vi er meget kede af det, hvis nogen er blevet kede af de her uautoriserede opslag. Vi har intet andet end respekt for Kina og det kinesiske folk', lød det fra modehuset.

Modekonge svarer på homo-kritik

Aflyser modeshow
Instagram-undskyldningen var dog ikke nok til at tilfredsstille de vrede kinesere.

Modehuset skulle oprindeligt have holdt et brag af et modeshow i Shanghai onsdag aften, men det er blevet aflyst

'Det var ikke blot et modeshow, men noget vi har skabt med kærlighed og passion for Kina og folk rundt i verden, der elsker Dolce & Gabbana', skriver modehusets to grundlæggere på Instagram i forlængelse af aflysningen.

Aflysningen kom, efter flere kinesiske superstjerner havde meddelt, at de ville boykotte arrangementet.

- Vores moderland er vigtigere end noget andet. Vi værdsætter vores kulturelle arvs vitalitet og skønhed, siger popstjernen Wang Junkais manager ifølge The Guardian.

'Jeg elsker mit moderland', skriver skuespilleren Li Bingbing til sine 42 millioner fans på Weibo.

'Respekt er vigtigere end noget andet', skriver skuespiller Talu Wang også på Weibo.

At Dolce & Gabbana har fornærmet de købestærke kinesere kan ende med at få store konsekvenser på bundlinjen. I en rapport fra McKinsey fremgår det nemlig, at kineserne i 2017 brugte næsten 500 milliarder på luksusvarer. Det svarer til en tredjedel af det globale luksusmarked.

Dolce & Gabbanas mange møgsager

2007: Dolce & Gabbana fik kritik af det britiske Advertising Standards Authority for en reklameserie, der skildrede vold som kvinder.

2012: Flere gange har modehuset været i vælten for at romantisere slaveri. Første gang i 2012, hvor deres modeller blev sendt ned af catwalken med øreringe i blackamoor-stil - en stil, der afbilleder bl.a. afrikanske mænd som underdanige. Tre år senere lancerede brandet en sandal under navnet 'Slavesandal med pompomer'. De blev senere omdøbt til 'Dekorative flade sandaler'.

2013: Stifterne af modehuset blev af en italiens domstol fundet skyldige i skattesvindel og blev pålagt at betale 300 millioner euro plus renter i bøde. Domenico Dolce og Stefano Gabbana ankede dommen og blev året efter frikendt af Højesteret i Italien.

2015: Domenico Dolce, den ene af modehusets grundlæggere, kaldte børn, der er blevet undfanget med reagensglasmetoden for 'syntetiske' og 'kemisk afkom'. Han fik også sagt, at han var imod homoseksuelles ret til at adoptere.

2017: Modehuset lancerede en kampagne på Weibo, Kinas svar på Facebook, der fremstillede Beijing som en stærkt underudviklet by. Kampagnen røg i så meget modvind, at modehuset måtte trække den tilbage.

2018: Stefano Gabbana, den anden halvdel af duoen, kaldte på Instagram popstjernen Selena Gomez 'virkelig grim', ligesom at han til et billede af Kardashian-familien skrev 'De billigste personer i verden' i en kommentar.

Kilde: Ritzau, The Guardian, Elle.