En sur smiley, en bøde på 20.000 kroner og to gebyrbelagte, opfølgende kontroller.
Det er resultatet af det kontrolbesøg, som Fødevarestyrelsen lavede i Superbrugsen på Skolevej i Hvalsø 20. januar, og det var da også en exceptionelt ulækker butik, der mødte Fødevarestyrelsen.
I et område med mel fandt man flere melposer med spind i samt 'larver i forskellige størrelser'.
Derudover var der i mælkekølerummet store plamager af indtørret mælk og på flere af hylderne var der mug- og skimmellignende plamager.
Ved området med ost var der ligeledes muglignende plamager ved ventilationen, og ved fisken var der skimmellignende plamager.
Udover de mange områder, der lignede mug- og skimmelplamager, så var over 20 pakker med brød udløbet, og flere steder lå der kartofler, hvidløg, risengrød og mel på gulvet.
Lægger sig fladt ned
Det var ikke mange kommentarer, Superbrugsen oprindeligt havde til de ulækre fund i biksen.
I kontrolrapporten fremgår det, at der primært bliver sagt 'det kan jeg godt se' og 'det følger vi op på'.
Kim Kanstrup, der er direktør for Hvalsø Brugsforening og ejer butikken, fortæller, at han ikke selv var med på kontrolbesøget. Han er dog utroligt ked af kontrolrapportens udfald.
- Der er ikke noget at sige til det. Der var noget melspild, som lå på en hylde, hvor der blev fundet melmider. Og det må der ikke være. Længere er den ikke. Det skal ikke være der. Slut. Færdig. Der er ikke andet end at lægge sig fladt ned og sige: det var bare ikke i orden, siger han.
Garanti fra ejeren
Kim Kanstrup fortæller til Ekstra Bladet, er han er overbevist om, at det ikke sker igen.
- Kontrolbesøget kommer på baggrund af en forbrugerhenvendelse, så det må jo alt andet lige have været sådan i noget tid. Hvordan kan det være, I ikke har ordnet forholdene?
- Det skulle det jo også have været. Der skulle have været taget action på det, så snart vi fik en henvendelse fra en kunde, der gør opmærksom på det. Det har vi drøftet internt, og vi har sikret, at det ikke kommer til at ske igen.
- Hvordan har I sikret det?
- Det har vi sikret ved at indføre nogle andre rutiner i de kritiske områder.
- Hvad er det for nogle rutiner?
- Det er nogle helt simple, daglige rutiner, ligesom vi har for temperatur- og egenkontrol. Det her bliver lagt ind, som en del af de daglige rutiner vi har, så vi sikrer, at det ikke sker igen.
- Er der en grund til, at den rutine ikke har været indført før?
- Det er ikke den måde, vi normalt møder kunderne på, og det er ikke den slags kvalitet, vi opfatter os selv som værende garant for. Så vi har ikke haft behovet før, for vi har ikke haft problemet før, siger Kim Kanstrup.