Mørklægger vigtige corona-tal

Sundhedsstyrelsen får hård kritik for at holde redegørelser om hospitalsvæsenets kapacitet under epidemi hemmelig

Sundhedssystemet bryder sammen, hvis vi ikke handler, understregede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde 17. marts. Video: Anthon Unger

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Sundhedsstyrelsen hemmeligholder væsentlige informationer om hospitalernes evne til at håndtere de mange kritisk syge under en corona-epidemi.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens afslag på Ekstra Bladets anmodning om aktindsigt i regionernes redegørelser om hospitalsvæsenets såkaldte intensivkapacitet til Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen begrunder afslaget med, at en offentliggørelse af redegørelserne risikerer at skade statens interesser.

'Sundhedsstyrelsen finder, at der med COVID-19 udbruddet er tale om en ekstraordinær situation, hvor væsentlige hensyn og tungtvejende beskyttelsesinteresser gør sig gældende i forhold til at sikre, at kommunikation til befolkningen er mest mulig retvisende', skriver styrelsen i sit afslag.

Begrundelsen er dog ifølge Oluf Jørgensen, der er forskningschef emeritus med speciale i offentlighedsloven ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ikke tilstrækkelig.

- Afslaget er ulovligt efter min vurdering, fordi der ikke er givet konkret begrundelse for, at hemmeligholdelse er nødvendig, siger Oluf Jørgensen.

Her er Sundhedsstyrelsens begrundelse

Sundhedsstyrelsen finder, at der med COVID-19 udbruddet er tale om en ekstraordinær situation, hvor væsentlige hensyn og tungtvejende beskyttelsesinteresser gør sig gældende i forhold til at sikre, at kommunikation til befolkningen er mest mulig retvisende.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at oplysninger fra regionerne i denne ekstraordinære situation ikke giver et retvisende billede, før der er udarbejdet en samlet sundhedsfaglig vurdering af disse.

Det kan oplyses, at Sundhedsstyrelsen i næste uge forventer at offentliggøre en rapport om ”Håndtering af COVID-19: Prognose og kapacitet i DK for intensiv terapi”, hvoraf kapacitet og behov på nationalt plan vil fremgå.

Ekstra Bladet har anmodet om aktindsigt i de fem regioners redegørelse, efter Helene Probst, der er centerchef fra Sundhedsstyrelsen, i begyndelsen af marts udtalte, at man på daværende tidspunkt stadig undersøgte, om sygehusene er gearet til at håndtere en corona-epidemi i Danmark.

Sundhedsstyrelsen begrunder desuden afslaget med, at redegørelserne fra regionerne ’ikke giver et retvisende billede, før der er udarbejdet en samlet sundhedsfaglig vurdering af disse’.

Den forklaring kalder Oluf Jørgensen for besynderlig.

- Aktindsigt giver indsigt i autentisk information, som i dette tilfælde er de enkelte regioners oplysninger til Sundhedsstyrelsen, og derfor vildleder en aktindsigt ikke, men den er tværtimod vigtig for at undgå rygter og falske nyheder, siger han.

Sundhedsstyrelsen skriver i sit afslag, at man vil offentliggøre en rapport om netop hospitalsvæsenets intensivkapacitet under en corona-epidemi i Danmark.

Mandag udkom en rapport og to dokumenter om hospitalsvæsenets kapacitet, men her fremgår regionernes redegørelser ikke.

- Afslaget på aktindsigt er kritisabelt, fordi offentligheden ikke kan få oplysninger om de enkelte regioners anvendelse af ressourcer og bidrag til Sundhedsstyrelsens samlede plan, siger Oluf Jørgensen.

Minister vil se nærmere på sagen

Ekstra Bladet har forgæves anmodet om et interview med Sundhedsstyrelsen og sundhedsminister Magnus Heunicke til denne artikel.

I et skriftligt citat oplyser Magnus Heunicke, at han på baggrund af Ekstra Bladets forespørgsel vil se på sagen.

- Dette er en principiel og vigtig diskussion, som du rejser. Jeg har derfor bedt mine embedsmænd i ministeriet vurdere sagen nærmere, fordi Sundheds- og Ældreministeriet vil være klageinstans, hvis en sådan bliver anlagt, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mørklægning uden grund

Spørger man Michael Bang Petersen, der forsker i psykologien bag smitte og politik på Aarhus Universitet, bør Sundhedsstyrelsen ikke holde den slags informationer om hospitalernes kapacitet tilbage - heller ikke hvis informationerne stiller myndighederne i et dårligt lys.

- En af de væsentlige udfordringer i forhold til corona-epidemien handler netop om overophedning af hospitalsvæsenet, hvis antallet af smittede overstiger kapaciteten.

- Og der er ikke nogen grund til at holde på informationer om de udfordringer, der er i den forbindelse til, hemmelige, for man skal ikke frygte befolkningens reaktioner.

- Vi kan se i vores data, at der er en stor opbakning til myndighedernes håndtering, og at det i højere grad handler om at tage befolkningen med ind i maskinrummet og vise dem problemerne og fastslå, at man gør, hvad man kan for at løse dem, siger Michael band Petersen.

1150 kommentarer
Vis kommentarer