Mohamed var centrum for vildt studenterangreb: Det tænker han om episoden et år efter

Mohamed El Arbagi kom i centrum, da en studentervogn blev overdynget med æg under fejringen sidste år

Se episoden, da studenter blev overfaldet midt under deres studenterkørsel på Amager sidste år. PRIVATE OPTAGELSER

Bliver du eller en du kender student i de kommende dage med et meget højt snit eller en særlig god historie? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

I de kommende dage vil unge mennesker landet over få en hue på hovedet og et eksamensbevis i hånden som de fysiske beviser på, at de nu har gennemført to eller tre års gymnasial uddannelse.

Det betyder også, at de danske gader og stræder bliver mødt med vognfulde af højtråbende studenter, der kører fra hjem til hjem for at fejre huerne med familie og venner.

Sidste år var naturligvis ingen undtagelse, men en enkelt studentervogn blev mere kendt landet over end alle andre, da en afgangsklasse fra Ørestad Gymnasium kørte forbi Hørgården på Amager.

Her blev festen nemlig kortvarigt afbrudt, da en gruppe af de lokale pludselig gik til angreb på vognen og overdængede de studerende med æg.

Indledningsvis var det uvist, hvad der var baggrunden for angrebet, men Ekstra Bladet fandt siden frem til den nyklækkede student Mohamed El Arbagi, som var med i vognen og viste sig at have været mål for angrebet, der var ment som en spøg.

Samfund - 25. jun. 2016 - kl. 22:29 Mønstereleven Mohamed var målet da studenter blev overfaldet

Mohamed El Argabi viste sig at være mønstereleven, der var målet for bombardement med æg ved Hørgården på Amager. Foto: Henning Hjorth
Mohamed El Argabi viste sig at være mønstereleven, der var målet for bombardement med æg ved Hørgården på Amager. Foto: Henning Hjorth
 

Læser jura
På trods af opvæksten i det lidt barske miljø i Hørgården, som tidligere har været på regeringens ghetto-liste, viste det sig, at Mohamed havde fået det højeste karaktergennemsnit i sin klasse med et snit på 10,3.

Og her et år efter episoden, der vakte opsigt i hele landet, fortsætter Mohamed med at være flittig med det boglige.

- Lige nu læser jeg Jura på Københavns Universitet, og så er jeg vikar på Højdevangens Skole, fortæller Mohamed El Arbagi til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at han startede på jurastudiet efter sommerferien sidste år, og at han føler sig godt til rette på studiet, som han har i sinde at gennemføre som det ser ud nu.

- Og ellers er jeg bare ude i området (ved Hørgården, red.) og hjælper de unge med diverse problemstillinger, faglige som sociale, siger han.

Samfund - 25. jun. 2016 - kl. 15:20 Grædende studenter overfaldet: Det var nøje planlagt

Fokus på gode gade-manerer
Han er blandt andet en del af projektet 'G for Gentleman', som skal hjælpe de unge i socialt belastede miljøer.

- Vi prøver at fremme nogle positive egenskaber ved at være ude på gaden, blandt andet ved at g'et ikke står for gangster, men at det står for gentleman. Så vi prøver at fremme gentleman-idealet. For vi er alle sammen gentlemen i bund og grund, siger han.

Han fortæller, at han stadig bor i Hørgården, hvor han har boet hele sit liv, og han har ikke tænkt sig at flytte derfra foreløbig.

- Det kan godt være, jeg læser jura, som i nogens øjne er en prestigefyldt uddannelse, men jeg har ikke tænkt mig at flytte fra, hvor jeg bor. Jeg har tænkt mig at hjælpe mit område med at blomstre, fortæller han.

- Når der er resurserige personer som mig selv, så er vi da nødt til at bakke op om det område, vi kommer fra, siger han.

Mohamed er den eneste i venneflokken, der læser jura, men han siger, at han kan se en bedring i forhold til, at flere lægger en plan for fremtiden.

- Generelt er der positiv fremgang hos de andre også, og der er flere der tager videregående uddannelser og tager skolen seriøst, siger han.

Samfund - 25. jun. 2016 - kl. 21:20 Efter overfald på studentervogn: Politiet patruljerer massivt

- Det er stadig sjovt
Sidste års episode i Hørgården førte blandt andet til, at Søren Pape Poulsen, der siden er blevet justitsminister, langede hårdt ud efter Mohamed og hans venner.

Mohamed kan dog stadig sagtens se det sjove i episoden, selvom han godt kan forstå, hvorfor alle ikke syntes det var sjovt.

- Det er et minde for livet. Lige da det var sket, syntes jeg det var sjovt, og efter et år synes jeg stadig, det er sjovt.

- Det var måske en grov fejltagelse, men man lærer jo af det. Så må man bare håbe, at lignende episoder ikke sker i år, siger han.

Interaktivt element

Kan godt forstå folk var sure
Han talte med sine klassekammerater efter hændelsen, og han fortæller, at der ikke var nogen, der var meget sure på ham.

- Men jeg kan godt forstå, at folk var sure lige da det skete, siger han. Han hæfter sig dog ved, at der ikke var nogen, der kom til skade, fordi der 'kun' blev kastet med æg.

Dagen derpå var der stadig tydelige spor efter ægge-angrebet. Foto: Henning Hjorth
Dagen derpå var der stadig tydelige spor efter ægge-angrebet. Foto: Henning Hjorth
 

Han fortæller, at han har nogle kammerater, der bliver studenter i år. Han ved derfor ikke, om noget lignende kunne finde sted igen.

- Jeg tror ikke, det er noget, man snakker om. Sker det, så sker det, siger han.

Han fortæller dog, at han selv vil gøre sit for at forhindre, at andre studenter får samme ubehagelige oplevelse, og han vil i hvert fald ikke selv deltage.

- Jeg har nået en vis alder og er blevet for sofistikeret til, at jeg vil falde ned på det niveau. Og jeg vil klart råde folk til at lade være. Det er det mindste, jeg kan gøre. Folk skal ikke være bange for at komme ind i sådan nogle områder som vores, siger Mohamed.

Bliver du eller en du kender student i de kommende dage med et meget højt snit eller en særlig god historie? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen