Moldova lukkede midlertidigt deres luftrum tirsdag - blot én dag efter, at landets præsident anklagede Rusland for at planlægge et kup mod regeringen.
Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet har en ansat ved Chisinaus lufthavn fortalt, at lukningen var af 'sikkerhedsmæssige årsager'.
På Facebook berettede Air Moldova, der er Moldovas største flyselskab, ligeledes om lukningen af luftrummet.
'Kære passagerer, i dette øjeblik er luftrummet over Moldova lukket. Vi venter på at kunne genoptage vores flyvninger,' skrev flyselskabet.
Det vides endnu ikke, hvorfor Moldova valgte at lukke sit luftrum, men det blev genåbnet tirsdag eftermiddag.
Rusland har benægtet planerne om et kup mod Moldovas regering.