Mona fik dronningens 40 års fortjenstmedalje: Fyret to uger senere

40 år i hjemmeplejen i Aalborg Kommune gav Mona Nielsen dronningens fortjenstmedalje. To uger senere fik hun besked om, at hun ikke længere kan bruges som hjemmehjælper

Det var en noget flad fornemmelse at være til audiens hos dronningen, fortæller Mona Nielsen, som ud over sin fortjenstmedalje havde en fyreseddel fra sin arbejdsgiver med i lommen. (Foto: Johnny Frederiksen/FOA)
Det var en noget flad fornemmelse at være til audiens hos dronningen, fortæller Mona Nielsen, som ud over sin fortjenstmedalje havde en fyreseddel fra sin arbejdsgiver med i lommen. (Foto: Johnny Frederiksen/FOA)

17. februar havde den 62-årige hjemmehjælper Mona Nielsen 40 års jubilæum på sin arbejdsplads i hjemmeplejen i Aalborg Kommune. 25. april fik hun dronningens fortjenstmedalje for tro tjeneste. Og 12. maj blev hun fyret af sin leder med beskeden 'dur ikke - væk'.

Årsagen til fyringen er ifølge Mona Nielsen og hendes fagforening FOA, at der ikke længere er behov for u-uddannede hjemmehjælpere i Aalborg Kommunes hjemmepleje. Man vil i stedet have uddannede sundhedsassistenter. Og en sådan uddannelse har Mona Nielsen ikke.

- Det var slet ikke sådan et punktum, som jeg havde forventet at få efter så mange år. Det var ikke sådan, at jeg ønskede at forlade min arbejdsplads gennem hele mit arbejdsliv. Jeg har været glad for mit job. Og jeg kan end ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en sygedag. Men min leder fortalte mig, at der er fire kriterier, som man fremover skal opfylde for at være ansat. Og jeg har ikke uddannelsen, som er det ene kriterium, siger Mona Nielsen til Ekstra Bladet.

Vil sende 62-årig på skolebænken
På grund af Mona Nielsens lange ansættelsesforhold - 40 år i samme distrikt og samme gruppe - har hun seks måneders opsigelse. 30. november bliver hendes sidste arbejdsdag som udkørende aftenvagt. Og så kommer den til at stå på en betydelig indtægtsnedgang, når Mona Nielsen - som hun forventer - bliver nødt til at gå på efterløn.

- Min leder fortalte mig, at det selvfølgelig var en mulighed, at jeg tager uddannelsen. Men det tager to et halvt år. Og jeg synes ærlig talt ikke, at man skal sende en 62-årig på skolebænken med udsigt til, at man er nået pensionsalderen, når man er færdig, fortsætter Mona Nielsen.

Hun har sammen med sin fagforening meddelt Aalborg Kommune, at parterne ikke vil acceptere opsigelsen.

- Vi kræver, at Mona Nielsen får sit job tilbage eller som minimum bliver tilbudt et lignende job i Aalborg Kommune, siger formand for FOA Aalborg, Kristian Gaardsøe, til fagbladet FOA.

Vil alene bruge uddannet arbejdskraft
Direktør for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Jan Nielsen, bekræfter over for FOA, at hjemmeplejen fremover alene vil anvende uddannede social- og sundhedsassistenter til stillinger i aftenvagt-tjenesten, som er den tjeneste, Mona Nielsen har arbejdet i gennem de sidste 25 år.

Jan Nielsen ønsker ikke at kommentere den konkrete sag mod Mona Nielsen, men han siger generelt, at 'vi har i perioden afskediget fem ansatte, der ikke havde de rigtige kompetencer. Der er Mona Nielsen en af dem'.

Til Ekstra Bladet fortæller han, at det er stigende krav fra Sundhedsvæsenet, der gør, at der skal klares flere sundhedsfaglige opgaver i aftentimerne, hvor det er nødvendigt, at de ansatte har autorisation. Og en sådan autorisation har en hjemmehjælper ikke. Forud for de påtænkte afskedigelser af de fem, har der ifølge Jan Nielsen været en længere proces i gang, hvor de er blevet tilbudt stillinger i dagvagter.

- Men det har ingen ønsket, siger Jan Nielsen til Ekstra Bladet.

Men Mona Nielsen afviser, at hun er blevet tilbudt en anden stilling.

- Og det endda, selv om jeg har været meget fleksibel. Jeg er i en aftale, hvor jeg er på halv efterløn og skal arbejde syv aftener om måneden. Jeg har ingen faste krav til, hvornår det er, at jeg skal på arbejde. I stedet er jeg kommet, når min leder har ment, at der var mest behov for mig, forklarer hun til Ekstra Bladet.

Besøgte dronningen med fyreseddel
Mona Nielsen hævder selv, at hun er ved godt helbred. Og hun havde været frisk på at fortsætte i hjemmeplejen flere år yderligere. I stedet er hun begyndt at vænne sig til tanken om, at hun bliver tvunget på fuld efterløn til december.

- Jeg er glad for, at jeg har en mand, der er noget yngre end jeg, og som har et godt job. På den måde kommer jeg ikke til at lide nød, fortæller hun til Ekstra Bladet.

I mandags var Mona Nielsen til audiens hos dronningen for at takke for sin fortjenstmedalje. Men det var ærlig talt en noget flad fornemmelse, fortæller hun.

- Jeg kom med en medalje og en fyreseddel. Så jeg kunne jo åbenbart ikke bruges mere. Jeg var godt nok slået noget ud. Det var jeg, siger Mona Nielsen til Ekstra Bladet.

506 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere