Monicas hund forsvundet i tre år: En øldåse førte dem sammen igen

- Jeg føler, at jeg har fået den største gave i verden, siger den lykkelige hundeejer

Ved hjælp af et billede trykt på en øldåse fandt Monica Hathis frem til sin hund på et internat i Florida. Foto: Manatee County Animal Services
Ved hjælp af et billede trykt på en øldåse fandt Monica Hathis frem til sin hund på et internat i Florida. Foto: Manatee County Animal Services

For tre år siden forsvandt Monica Hathis hund, Hazel, sporløst i Iowa.

Den 33-årige kvinde, der nu bor i Minnesota, troede aldrig, at hun ville få sin elskede hund hjem igen. Indtil for nylig, hvor der pludselig skete en uventet udvikling i sagen om den forsvundne Hazel.

En dag sad Monica Hathis og kiggede rundt på Facebook, da hun pludselig så et billede af en hund, der til forveksling lignede hendes.

Det skriver NBC.

Det var et billede fra et ølbryggeri i Florida, Motorworks Brewery, der for nylig er begyndt at trykke billeder af forladte, hjemløse hunde på deres øldåser for at sætte fokus på de mange efterladte hunde i USA.

På dåsen havde hunden fået det nye navn 'Day Day', men da Monica Hathis ringede til det internat, der havde hunden, fik hun hurtigt bekræftet, at det var hendes hund Hazel.

Hunden var udstyret med en mikrochip, men de kontaktinformationer, der var tilknyttet chippen, var forældede, og internatet havde derfor ikke været i stand til at spore hundens ejer. Det er uvist, hvordan hunden var nået hele vejen fra Iowa, hvor den forsvandt, til Florida.

Efter at have fået bekræftet, at Hazel befandt sig på internatet i Florida, tog en af medarbejderne, Hans Wohlgefahrt, turen fra Florida til Minnesota i bil for at bringe hunden hjem til sin lettede ejer.

- Jeg føler, at jeg har fået den største gave i verden, nu hvor jeg har fået hende hjem, siger Monica Hathis til NBC.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere