Monsterbøde på vej: Minister vil udrydde farlig sygdom

Tæt på 20.000 kroner skal forældre betale, hvis de ikke vaccinerer deres børn, inden de begynder i børnehave

Mæslingeudbrud vinder frem over hele kloden, advarer Unicef. Foto: Shutterstock
Mæslingeudbrud vinder frem over hele kloden, advarer Unicef. Foto: Shutterstock

Syd for grænsen vil man tage drastiske skridt for at udrydde mæslinger én gang for alle.

Sundhedsminister Jens Spahn har fremlagt et lovforslag for sine kolleger i det tyske parlament, Rigsdagen, som betyder, at forældre, der ikke vaccinerer deres børn mod den frygtede sygdom, kan se frem til en kæmpe bødestraf.

Hvis loven vedtages, er der tale om en bøde på helt op til 2500 euro (18.665 kroner, red.). Det skriver det tyske sundhedsministerium i en pressemeddelelse.

I New York tager man skrappe midler i brug mod et mæslingeudbrud, der har ramt bydelen Brooklyn. Foto: Shutterstock Samfund - 9. apr. 2019 - kl. 20:45 Efter voldsomt udbrud: Borgmester tvinger borgere til vaccine

Skal udryddes
Tyskland er ikke det eneste sted, hvor politikerne vil indføre hårde økonomiske sanktioner mod forældre, der nægter at vaccinere deres børn. I april gjorde man netop det samme flere steder i New York, hvor et mæslingeudbrud hærger netop nu.

I Tyskland er 651 personer blevet smittet med sygdommen i perioden første marts 2018 til februar i år. Dermed scorer Tyskland blandt Europas højeste, når det kommer til registrerede tilfælde af den frygtede sygdom. Det vil sundhedsministeren nu sætte en aktiv stopper for.

- Jeg vil udrydde mæslinger. I et frit land må man forvente, at folk ikke udsætter andre for fare. Mæslinger kan have alvorlige konsekvenser og endda medføre død. Intet barn i Tyskland skal dø af den sygdom, indleder Jens Spahn.

- Enhver, der går i børnehave eller i skole, skal være vaccineret mod mæslinger. De, som ikke vaccinerer deres børn, kan få bøder på op til 2500 euro, uddyber sundhedsministeren.

Så farligt er mæslinger

Mæslinger er en ekstremt smitsom luftbåren virus. Den smitter blandt andet via hoste. Viruspartiklerne kan blive hængende i op mod to timer, og man kan dermed blive smittet uden overhovedet at have været i nærheden af den smittede person.

Mæslinger viser sig ved feber, forkølelse og overfølsomhed over for lys. Tre til fire dage ses et udslæt, som starter i ansigtet og bevæger sig ned over kroppen.

En ud af 15 mæslingesmittede får mellemørebetændelse.

Lungebetændelse ses en ud af 25 med mæslinger.

Hjernebetændelse vil ses hos 1 ud af 2500 med mæslinger.

Blodplademangel vil ses hos 1 ud af 3500 med mæslinger.

I Danmark vil få børn takket være gode hospitalsforhold dø af mæslinger.

Alligevel vil mæslinger koste en ud af 2.500-3.000 livet. Dødeligheden er væsentligt højere i udviklingslande: Her dør mellem en og fem ud af 100 mæslingetilfælde.

(Kilde: Statens Serum Institut)

Mæslinger på fremmarch
For nylig døde en tysk teenager, der blev smittet, fortæller sundhedsministeren videre. En Unicef-rapport fra sidste år slår fast, at 110.000 personer døde på grund af mæslinger i 2017 alene - en stigning på 22 procent fra året før.

Rapporten anslår samtidig, at den voldsomme stigning blandt andet skyldes, at 20 millioner børn hvert eneste år ikke får vaccinationen.

I Italien er mæslinger ligeledes et stort problem. Ifølge Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC, red.) blev der sidste år registreret 2498 tilfælde at personer smittet med mæslinger i det sydeuropæiske land.

Mæslinger er den mest smitsomme af alle børnesygdomme. Flere lande har rapporteret om udbrud og spredning af sygdommen, der i værste fald kan være livstruende.

I de tre første måneder af 2019 er der ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, blevet registreret over 112.000 tilfælde af mæslinger.

Det er næsten fire gange så mange sammenlignet med første kvartal af 2018.

Se også: FN slår mæslinger-alarm

Samfund - 2. maj. 2019 - kl. 04:30 Mæslinger sender 300 passagerer på krydstogtskib i karantæne

Se også: Markant flere voksne vaccineres mod mæslinger

 

112 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere