Monstersommer skaber rekorder i lokal brugs: Folk vælter sig i rosévin, sodavand og isterninger

Uddeler i SuperBrugsen i Kerteminde tror aldrig, han kommer til at opleve noget lignende igen

Ungarbejderne Nynne (t.v.) og Emily har måttet løbe ekstra hurtigt for at kunne nå at følge med efterspørgslen på isterninger. Foto: SuperBrugsen
Ungarbejderne Nynne (t.v.) og Emily har måttet løbe ekstra hurtigt for at kunne nå at følge med efterspørgslen på isterninger. Foto: SuperBrugsen

- Det er ret enkelt. Solen har skinnet siden 7. maj.

Sådan svarer uddeler i SuperBrugsen i Kerteminde, Jan Sandgaard, når man spørger ham, hvad hemmeligheden er, siden han og personalet ikke har oplevet andet end rekord på rekord i løbet af de seneste måneder.

Både når det gælder antallet af kunder, men også når det handler om egentlig omsætning, har de ansatte formået at betjene så mange kunder, så der er tale om en vækst på op til 20 procent i forhold til, hvad de plejer at sælge for.

Rekord på rekord
Jan Sandgaard har været uddeler i butikken i 25 år. Han fortæller, at SuperBrugsen i Kerteminde i forvejen er en af landets største målt på omsætning. Først var der omsætningsrekord i maj. Den rekord blev slået igen i juni. Juli gik kunderne endnu mere grassat, og august er efter sigende også kommet meget godt efter det indtil videre.

- Jeg tror ikke, jeg kommer til at opleve det nogensinde igen. Det er nogle gange, hvor jeg har været nødt til at knibe mig i armen, fordi jeg tror, det er løgn. Der har virkelig været gang i den, siger Jan Sandgaard til Ekstra Bladet.

SuperBrugsen i Kerteminde skaber det meste af sin årsomsætning i sommermånederne, hvor der er mange gæster på egnen. Foto: SuperBrugsen
SuperBrugsen i Kerteminde skaber det meste af sin årsomsætning i sommermånederne, hvor der er mange gæster på egnen. Foto: SuperBrugsen
 

Det er i høj grad de ekstra sommerhusgæster i området, sejlere og folk, som har været på stranden, som er årsag til, at ekstra mange går gennem kasselinjerne med varer, de skal have med sig hjem.

Også kage og knækbrød sælger
Når det gælder produktgrupper fortæller Jan Sandgaard, at det især er rosévin og sodavand, som der er solgt masser af. Men også noget så usædvanligt som isterninger er blevet langet over disken i et sådant omfang, så personalet knap har kunnet følge med.

- Vi har solgt pallevis af isterninger. Det er virkelig helt vildt. Tidligere har folk selv lavet deres isterninger, men mit indtryk er, at det gør man altså ikke mere, siger Jan Sandgaard til Ekstra Bladet.

- Og så har vi også solgt rigtig meget kage og knækbrød. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, der sker. Jeg kan bare konstatere, at pengene sidder mere løst hos folk, når solen skinner.

I uge 30 havde forretningen 32.000 besøgende, fortæller Jan Sandgaard. Det er 4.571 kunder om dagen.

- Det svarer til en kundefremgang på 19 procent. Og omsætningen er steget tilsvarende, siger Jan Sandgaard.

Grillforbud betød intet
Det har tilsyneladende ikke betydet det store, at et grillforbud stoppede for store dele af kødsalget sidst i juni. Folk er bare begyndt at købe ekstra af andre varer, forklarer Jan Sandgaard.

Jan Sandgaard er helt med på, at der er andre, som ikke har det lige så godt i sommervarmen. Især landmænd har været hårdt ramt af tørken. Men når det gælder dagligvarehandlen i Kerteminde, må der gerne komme flere somre som den i år, forklarer uddeleren.

- Det er fedt at opleve sådant et vejr. Vi er rigtig glade.

Der er trukket ekstra veksler på de ansatte, og det er uddeleren godt klar over. De har allerede fået lidt vådt til ganen i form af rosévin til at nyde i løbet af sommeren. Og senere på sæsonen er Jan Sandgaard sikker på, at der bliver tid til at fejre sæsonen igen.

Men først skal der afvikles ferie.

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere