Mor deler hjerteskærende billede: 'Det her er kræft i barndommen'

Lille Beckett blev diagnosticeret med kræft for over et år siden. Nu går et billede af ham verden rundt

Ingen taler rigtigt om, hvad kræft hos et barn betyder for hele familien, skriver lille Becketts mor. Foto: Privat/Kaitlin Burge
Ingen taler rigtigt om, hvad kræft hos et barn betyder for hele familien, skriver lille Becketts mor. Foto: Privat/Kaitlin Burge

Alle, der har haft kræft tæt inde på livet, ved, at det er en altoverskyggende, skræmmende og smertefuld sygdom.

Med to billeder på Facebook viser en mor på rørende vis, hvad det vil sige at være - og at have - et lille barn med en kræftdiagnose.

Kaitlin Burges fire-årige søn, Beckett, blev for over et år siden diagnosticeret med lymfatisk leukæmi. På et af billederne, som blev taget tilbage i januar, står den lille dreng bøjet over toilettet, mens hans fem-årige søster Aubrey nænsomt våger over ham.

'Opkast mellem lege-sessionerne. At vågne og skulle kaste op. At stå ved sin brors side og ae ham på ryggen, mens han kaster op. Det her er kræft i barndommen. Take it or leave it', skriver moren til opslaget, der på omkring en uge er gået viralt på det sociale medie.

For selvom billederne er godt otte måneder gamle, viser de ifølge hende 'en typisk dag' for hendes søn, som hver aften tager en kemopille udover de månedlige ture til klinikken, hvor han modtager kemobehandling gennem en slange.

'Vores familie er blevet splittet op. Vi er alle trætte. Ens forhold er udmattet. Man mister en masse venner. Man får ikke lov til at komme ud og leve det liv, man levede før alt dette, siger Kaitlin Burge, og forklarer til CNN, at hendes andre børn bliver sendt hjem for at bo hos deres bedsteforældre eller hos hendes bror, når Beckett er på hospitalet.

Hun ønskede at dele billederne med omverdenen for at give et øjebliksbillede af den virkelighed og de komplikationer, en kræftdiagnose hos et barn skaber for hele familien.

'Deres søskende bliver glemt meget af tiden. De ofrer en del, som folk ikke ser', skriver hun til det virale opslag.

Opslaget har resulteret i en hel masse henvendelser til familien, og overfor Ekstra Bladet kalder Kaitlin Burge den massive respons for 'overvældende':

- Vi har fået en masse positiv feedback. Der er en masse, der skrevet til mig, som kan relatere til det, og en masse, der har skrevet for at sige, at de ikke anede, det var sådan, kræft hos et barn så ud. Jeg tror, det var godt, at billedet blev lagt derud, for folk har brug for at vide det, siger Kaitlin Burge til Ekstra Bladet.

111 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere