En mor fra Utah i USA har virkelig fået nettet til at gå amok, efter hun har klædt sine børn ud som stjernen Joe Exotic og hans nemesis Carole Baskin fra dokumentaren 'Tiger King'.
Men selvom de fleste synes, at der var tale om en sød udklædning, var det slet ikke alle, der så det sådan.
Moderen, Jennifer Holmes, fik idéen til udklædningen efter at have set den enormt populære og bizarre dokumentar på Netflix.
Men lige det med at klæde sin etårige søn ud som den flamboyante dyreparksejer Joe Exotic, var der nogen, der ikke var så vilde med.
De mente nemlig, at udklædningen ville gøre den lille dreng homoseksuel.
Jennifer var dog ret ligeglad med den slags kommentarer og fik taget billeder af sønnen og datteren som de to hovedpersoner.
- Jeg havde tårer i øjnene over at grine så meget, fortæller hun til Kennedy News Media og fortsætter:
- Cavin fik mig til at grine så meget, mens jeg tog billederne. Jeg kunne slet ikke holde kameraet stille. Han elskede at have sit hår sådan. Sjovt nok, da vi prøvede at fjerne hans tøj blev han ved med at prøve at beholde håret på.
De fleste fangede det sjove i billederne, men som det altid er med internettet, var der også nogen, der var uenige.
- Vi har fået flest positive reaktioner, men også nogle negative. Vi har fået beskeder fra folk, der var sure over, at der var en pistol, men den var plastic. Jeg har fået beskeder fra folk, der skriver, jeg ikke burde være mor, og at min søn vil blive homoseksuel.
Heldigvis var der også folk, der skrev, at de ikke havde grint så meget i lang tid, da de så billederne.
Også Jennifers datter var helt vild med at se sig selv på internettet.
- Lige da jeg satte kameraet ned, sagde hun: 'Er jeg i nyhederne nu?'
- Hun var helt med på den, og hun ville gerne være berømt. Om morgenen spurgte hun, hvor mange likes hun havde fået.