Mor fandt børn forblødt i badekar: Her er barnepigen fra helvede

Yoselyn Ortega dræbte to børn på henholdsvis to og seks år, imens hun passede dem. Hendes forsvar er, at hun var sindssyg i gerningsøjeblikket

Yoselyn Ortega er blevet dømt skyldig i drabene på Leo på to år og Lucia på seks år. Video: AP

Alle forældres værste mareridt udspillede sig for Marina Krim, da hun kom hjem til sin lejlighed på Manhatten i New York.

Familiens barnepige, 55-årige Yoselyn Ortega, havde slået hendes børn, Leo på to og Lucia på seks år, ihjel. Ortegas forsvar har været, at hun var sindssyg i gerningsøjeblikket, og derfor ikke kan stå til fuldt ansvar for sin forbrydelse, skriver The New York Times.

Det er retten ikke enig i, og derfor er hun nu kendt skyldig i dobbeltdrab.

En stemme fra Satan
Barnepigen fra helvede stod ude på badeværelset, hvor Marina Krims to børn lå forblødte nede i badekarret. Yoselyn Ortega havde stukket dem begge flere gange med en køkkenkniv. De lå livløse i vandet.

Da barnepigen så Marina i døråbningen, valgte hun at stikke sig selv i halsen.

Det fik imidlertid ikke den ønskede virkning.

Den 55-årige barnepige overlevede sit selvmordsforsøg og blev stillet for retten. Forsvaret påstod, at Yoselyn Ortega hørte stemmer i sit hoved, der sagde, at hun skulle dræbe børnene.

En af disse stemmer, påstår Yoselyn Ortega, skulle komme fra Satan. Forsvaret havde eksperter i mentalt helbred, der understøttede historien, men der var en hage.

For i de mentalt undersøgende interviews lige efter drabene, benægtede Yoselyn Ortega at have hørt nogen stemmer overhovedet.

Depression og angst
Både forsvarer og og anklager var dog enige om, at Yoselyn Ortega led af depression og angst på gerningstidspunktet. Hun havde været til psykolog tre dage inden drabet, hvor hun havde talt om sin utilfredshed over løn og arbejdsforhold.

Men igen havde der ikke været noget som helst om stemmer i hovedet, og slet ikke noget om Satan.

Barnepigen har haft depressioner tidligere. Første gang da hendes lillesøster døde i 1978 og anden gang da en nær ven af familien døde i 2008.

Ortegas familie har holdt fast i, at hun har haft hallucinationer igennem hele sit liv, men der er ingen lægejournaler, der underbygger det. Forsvaret havde især et vidne, som skadede den 55-åriges sag gevaldigt

Modstridende forklaringer
Retspsykiateren Ali Khadivi interviewede barnepigen i dagene efter mordene. Samtalerne blev optaget, hvor Ali Khadivi spørger hende, om hun har hørt stemmer, der påbyder hende at dræbe børnene.

Hun benægter, og hun benægter flere gange. Den video blev spillet i retten.

Det går stik imod, hvad hun fortalte forsvarets mentale sundhedseksperter flere måneder efter drabene. Anklageren tegnede et billede af, at Yoselyn Ortega forsøgte at spille sindssyg for at slippe for livstid i fængsel.

Det tog 48 timer
Retssagen varede i seks uger, hvor juryen hørte fra 53 vidner. Anklageren mente, at Yoselyn Ortega valgte at dræbe de to børn, fordi hun var utilfreds med sin arbejdsbyrde og løn.

Juryen, der bestod af seks mænd og seks kvinder, voterede i to dage, før de kendte Yoselyn Ortega skyldig i mord. Ifølge New York Times sad de afdøde børns far, Kevin Krim, og græd da dommen blev bekendtgjort.

Straffen for Yoselyn Ortega bliver højst sandsynligt livstid i fængsel.

Den sygdomsramte sejler og forfatter holder mandag sin 75-års fødselsdag for næsten 100 inviterede. Foto: Polfoto/Janus Engel Samfund Trods livstruende sygdom: Troels Kløvedal inviterer til stor fødselsdagsfest

Kirsten Kristensen fik sig en ubehagelig overraskelse, da hun blev udskrevet efter en indlæggelse på Esbjerg Sygehus. Foto: Privatfoto Samfund Kirsten blev erklæret død ved en fejl: - Det har knækket mig