Mor gør op med gave-snobberi til børnefødselsdag: 'Ikke alle har råd'

Det smertede en norsk mor, at ikke alle familier har råd til at deltage i børnefødselsdage på grund af dyre gaver - og så fik hun en god idé

Tvillingerne Emilie og Ole blev rigtig glade for idéen (Foto: Privat)
Tvillingerne Emilie og Ole blev rigtig glade for idéen (Foto: Privat)

- Det er jo så frygteligt trist at se og høre i medierne og samfundsdebatten om børn, som ikke kommer med til arrangementer, fordi det er for dyrt med en gave.

Sådan mener norske Bente Kristine Thoresen fra Skien, der har valgt at gøre op med normen om, at man skal købe gaver i dyre domme. Derfor holdt hun børnefødselsdag for sine børn på en lidt anden måde end normalt. Det skriver det norske medie Vargen.

- Jeg forstår godt, at det kan være et indhug i økonomien, hvis der falder to-tre børnefødselsdage i samme måned og man skal købe for 100 kroner hver gang, siger Bente Kristine Thoresen til Vargen.

Anderledes børnefødselsdag
Til hendes tvillingers seks års fødselsdag besluttede hun sig for at sende en lidt alternativ indbydelse ud. Hun opfordrede nemlig til, at børnene kom med hjemmelavede gaver.

- I indbydelsen skrev jeg, at vi ønskede at tone gaveregnen ned uden at tage glæden fra barnet ved at give. Vi opfordrede hellere gæsterne til at lave gaverne selv, perle et armbånd, tegne en tegning eller for eksempel pakke en tier ind til sparebøssen, forklarer hun.

Hun uddyber overfor Ekstra Bladet, at det er vigtigt at tale med sine børn om det. Hendes tvillinger, Ole og Emilie, kunne også sagtens forstå idéen.

- Jeg havde lyst til at lære ungerne, at det ikke er en masse gaver, som er det vigtigste ved en fejring.

- Vi snakkede om, at der findes børn rundt omkring, som ellers ikke kan gå til fødselsdage og de var enige i, at det var klogt at gøre noget andet, siger hun til Ekstra Bladet.

Kæmpe succes uden iPad
De hjemmelavede gaver blev en kæmpe succes hos både fødselarerne og gæsterne. I alt deltog cirka 40 voksne og børn i arrangementet, og flere sagde til Bente bagefter, at de ville gøre det samme til deres fødselsdage.

- Det var en kæmpe fornøjelse at se, hvor meget kreativt folk kom med. De fik tændstiksæsker, som var pyntet og dekoreret, fine tegninger, tyggegummipakker og tiere til opsparingen, siger Bente til Vargen.

Bente mener, at købepresset generelt er blevet 'vanvittigt', og det afspejler sig i børnenes ønsker. Mange børn ønsker sig for eksempel iPhones og Ipads, men det er ikke altid lykken, mener hun.

- De var begge strålende lykkelige for årets fejring selvom det ikke blev en iPad, siger Bente til Ekstra Bladet.

Bente håber, at trenden vil sprede sig, så alle børn har mulighed for at deltage i arrangementer, og så købepresset generelt fjerner sig fra børnefamilierne. Hun har også et lidt ældre barn, hvor presset især er stort.

- Jeg ønsker også, at vores 12-årige skal forstå, at der er vigtigere ting i livet end at shoppe og have sidste nye mode hele tiden, siger hun.

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere