Mor græd, da ingen kom til sønnens fødselsdag - pludselig havde han 55 gæster

En mors hjerteskærende besked rørte forældres hjerter. Så de besluttede at dukke spontant op til hendes fire-årige søns fødselsdag

Hjælpen kom fra uventet kant, da ingen var dukket op til lille Taenons 4-års-fødselsdagsfest. (Foto: Facebook/Midnight Mums)
Hjælpen kom fra uventet kant, da ingen var dukket op til lille Taenons 4-års-fødselsdagsfest. (Foto: Facebook/Midnight Mums)

’Så sidder jeg på mit værelse og græder stille. 12 børn var inviteret til min søns fest i dag, og en time før aflyser de alle eller svarer ikke på mine beskeder’.

Sådan indledte australske Rachelle Briannan et hjerteskærende opslag, som hun forleden lagde op i sin mødregruppes facebook-side, Midnight Mums.

’Min søn er lige fyldt fire, og dette er første gang, at han virkelig forstår det med at holde fest med sine venner’, fortsætter den grædefærdige mor, som også skrev om, hvor såret og vred hun var på sin søn Taenons vegne, og hvordan hun ikke vidste, hvordan hun skulle kunne gøre det godt igen, at ingen dukkede op til at dele den kæmpestore kage, hun havde bagt til hans fødselsdag.

På kort tid var Rachelle Briannans besked nået så bredt ud på det sociale medie, at hele 25 forældre med deres børn besluttede sig for at springe til trods den korte varsel. 55 gæster stod pludselig på McDonalds, parate til at give lille Taenon den fest, han fortjente.

Og ikke nok med det. Historien om den spontane forsamling florerede videre rundt i det lokale Melbourne-miljø, og snart havde en fest-forretning doneret helium-balloner til festen, ligesom det lokale brandvæsen også kom forbi for at lade Taenon og de 30 andre børn udforske deres biler.

’Der er bogstaveligt talt ikke nok måder, jeg kan takke på og lade alle vide, hvor taknemmelig min familie er. Vi er bare så overvældede af kærlighed og støtte, at det er helt utroligt, skriver Rachelle Briannan i et takkebrev til mødregruppen, som onsdag lagde det offentligt ud på facebooksiden.

I Sverige var en 10-års-fødselsdagsfest også meget tæt på at gå i vasken, da ingen fra 3. b dukkede op. Også her var det en facebook-besked, der vendte den ærgerlige situation på hovedet.

81 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere