Mor kæmper for at få fjernet 14-årig datters nøgenbillede: Det er håbløst

Efter at politiet har opgivet at stoppe spredningen af nøgenbilledet af 14-årige Lærke, kæmper hendes mor kampen alene

Hør Lærke og hendes mor Jane fortælle om, hvordan det påvirker dem, at billedet nu er spredt på nettet. (Video: Ernst Van Norde)

'Hej, det er Jane Bodilsen. Dit barn har lagt et nøgenbillede af min 14-årige datter op på ask.fm'.

Sådan starter Jane Bodilsen telefonsamtalerne, når hun ringer til forældrene til de børn, som deler billedet af hendes 14-årige datter, Lærke, på nettet. Mere end 700.000 har set 14-årige Lærke Bodilsens hjerteskærende video, hvor hun grædende beder folk stoppe med at dele et nøgenbillede af hende, som hun ikke anede var blevet taget. Det gør hende dybt ulykkelig, fortalte hun i går til Ekstra Bladet.

Billedet må ifølge Lærke Bodilsen selv være blevet taget af en veninde, mens hun klædte om, men da hun har haft flere veninder på besøg, ved hun ikke, hvem fotografen er.

Når billedet igen dukker op, forsøger Jane at identificere, hvem der har lagt det op. Og er det et barn, kontakter Jane forældrene.

- Jeg vælger kun nogen ud, for jeg kan ikke nå både at passe mit arbejde samtidig med, at jeg hver dag skal ringe til alle mulige forældre, siger Jane Bodilsen til Ekstra Bladet.

Jane Bodilsen har ondt i maven, hver gang hun ringer op, men hun fortsætter for Lærkes skyld.

- Jeg gør det for at vise Lærke, at jeg er med hende 100 procent. En mor skal jo være der, selv om det ikke altid er sjovt, siger Jane Bodilsen.

Flere opkald har resulteret i, at forældrene efterfølgende har bedt deres børn om at lukke deres ask.com profil ned, og hver gang har det været en lille sejr.

- I det øjeblik der har Lærke og jeg tænkt 'yes', så er der da én mindre. Men fem dage efter, er der en ny, som sender billedet til Lærke, siger Jane Bodilsen til Ekstra Bladet.

Lærke sammen med sin mor (Foto: Ernst Van Norde) Samfund - 21. feb. 2016 - kl. 21:16 14-årige Lærke fik taget nøgenbillede mod sin vilje: I ødelægger mit liv

Politiet gav op
Jane Bodilsen kontaktede Østjyllands Politi, som i første omgang ikke ville gøre noget i sagen. Men efter den henvendelse skiftede politiet mening, og Jane blev kontaktet af en betjent, som tog sagen meget alvorligt.

De aftalte, at Jane skulle samle links sammen, når hun eller Lærke opdagede, at personer delte billedet på nettet. Men Jane tvivler på, at politiet foretog sig noget med de links hun sendte.

Hun forstår godt, at det kan være svært at forhindre, at billedet bliver spredt, men hun ville gerne have haft, at politiet i det mindste kontaktede de unge, der delte billedet.

- I starten da politiet var med, der havde vi et håb, og Lærke følte også, at der var nogen der gjorde noget, og hun følte sig hørt. Men da jeg måtte fortælle hende, at politiet ikke ville gøre mere, blev Lærke endnu mere ked af det. For hun kunne slet ikke forstå, hvad vi så havde politiet til, siger Jane Bodilsen til Ekstra Bladet.

Østjyllands Politi kontaktede Jane og forklarede, at de ikke kunne forhindre, at billedet blev spredt, og at hun selv måtte tage kontakt til ask.com og facebook, for at få dem til at fjerne billederne, i takt med at nye dukkede op.

Kønsdelene var udslagsgivende
Østjyllands Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at de har modtaget en anmeldelse, men de ønsker de ikke at uddybe, hvordan sådanne sager efterforskes.

Sagerne bliver generelt inddelt i to kategorier, og selv om Lærke Bodilsen er under den kriminelle lavalder, kategoriseres billederne ikke som børneporno, fordi man ikke kan se hendes kønsdele, men kun hendes bryster og ansigt.

- Såfremt der tales om børnepornografiske billeder jf. straffelovens § 235, kræves det at børnene er under 18 år og der er fokus på kønsdelene, skriver Østjyllands Politi i en mail til Ekstra Bladet.

- Politiet kan som udgangspunkt ikke lukke hjemmesider eller få fjernet billeder på de sociale medier. Den der er forurettet skal bla. på Facebook selv skrive en anmeldelse til Facebook og bede dem om at få det fjernet. Facebook og andre sociale medier har en politik om, hvad der må skrives eller lægges op. Det skal bemærkes, at det kun er den forurettede, der med sin egen profil, kan bede om at få fjernet materialet.

Hvorfor Østjyllands Politi i første omgang gik ind i sagen, for efterfølgende ikke at foretage sig noget, når de modtog link fra Jane Bodilsen, har de ikke ønsket at kommentere.

De erkender dog, at det både for privatpersoner og politiet er næsten umuligt at gøre noget ved problemet.

- Generelt kan det siges, at for eksempel billeder lagt ud på nettet, stort set vil være umuligt at fjerne, hvis de ikke bliver fjernet med det samme. Hvis bare én downloader den og lægger den på igen en uge senere, vil problemet stadig være der, og det er jo det der sker i alle disse sager, lyder det i udtalelsen fra Østjyllands Politi.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere