Mor lagt for had: Her lader hun 10-årig dreng tatovere

Politiet har undersøgt sagen, men der er tilsyneladende ikke foregået noget ulovligt

Den 10-årige drengs mor filmede mens han blev tatoveret.

En video med en 10-årig dreng, der bliver tatoveret på armen, har fået sindene i kog i USA.

Mere end 14.000 gange er videoen blevet delt på Facebook, og politiet i Bellefontaine, Ohio, hvor videoen er optaget, har fået bekymrede opkald fra borgere i hele USA, skriver lokalmediet WHIO.

Politiet har derfor efterforsket sagen nærmere, uden det dog har ført til nogle sigtelser indtil videre.

I Ohio er loven nemlig sådan, at børn under 18 godt må blive tatoveret, så længe deres forældre giver lov.

- Barnet sagde, at han havde bedt om at få tatoveringen, fortæller politikommisær ved Bellefontaine Police Rick Herring, der også kan oplyse, at tatovøren var en blot 16-årig dreng, og at det var den 10-årige drengs mor, der filmede seancen.

Ifølge politiet skal tatovering dog foregå under sikre og sterile forhold, så sagen er nu overdraget til sociale myndigheder og offentlig anklager, som overvejer om der skal rejses sigtelse for de hygiejniske forhold.

61 kommentarer
Vis kommentarer