Mor og søn finder flaskepost: Har du set Theo?

I et Facebookopslag efterlyser Karina Saust børnehavebarnet Theo, efter at hun har fundet en flaskepost med sin ni-årige søn

Karina Saust og sønnen Nicolai har sat gang i en eftersøgning af en dreng ved navn Theo. SN.dk/Privatfoto
Karina Saust og sønnen Nicolai har sat gang i en eftersøgning af en dreng ved navn Theo. SN.dk/Privatfoto

Tirsdag bød en sejltur på noget af en overraskelse for 37-årige Karina Saust og hendes 9-årige søn.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

På en tur til Enø sydvest for Næstved fandt familien nemlig en flaskepost, som nu har fået dem til at dele en efterlysning på Facebook.

Brevet i flaskeposten er afsendt af børnehavebarnet Theo, som skriver, at han er fanget af pirater.

'I må komme med det samme. Jeg er i Amalies sommerhus', lyder det blandt andet i brevet.

Vil i børnehave
Derfor har Karina Saust nu udsendt en efterlysning af Theo på sin Facebookprofil. En efterlysning, der allerede er delt næsten tusind gange.

- Der var ikke skrevet nogen dato på brevet, men det var skrevet af en Theo. Og der stod, at man skulle skynde sig, fordi han skulle i børnehave på mandag, forklarer Karina Saust til Sjællandske Medier om grunden for efterlysningen.

Familien fra Skælskør blev meget begejstrede, da de fandt flaskeposten. Ingen af dem prøvet før, fortæller Karina Saust.

Hun har ingen ide om, hvornår brevet i flaskeposten er skrevet, men hun formoder, at Theo ikke blev fundet tids nok til at komme tilbage i børnehaven.

'Vi nåede det ikke inden det blev mandag, så vi håber, du har det godt og kom godt i børnehave efter en dejlig tid i sommerhus hos Amalie', skriver hun i sit Facebookopslag.

Hun opfordrer til, at man kontakter hende på Facebook, hvis man kender Theo. Se hele opslaget herunder.