Mor smidt ud af Danmark - far står alene med baby: Derfor valgte vi at bo hos mine forældre

31-årige Casper Olesen og hans 25-årige filippinske kone Christina Maramba boede hos Caspers forældre, fordi der skulle spares mange penge sammen

Familieidyllen i Videbæk er spoleret, efter at Christina Maramba mandag blev sendt hjem til Filippinerne. Privatfoto
Familieidyllen i Videbæk er spoleret, efter at Christina Maramba mandag blev sendt hjem til Filippinerne. Privatfoto

Det var for at kunne spare mange penge sammen, at 31-årige Casper Olesen og hans 25-årige kone Christina Maramba har boet i en lejlighed oven på Caspers forældres bolig i Videbæk.

Det fortæller Casper Olesen til Ekstra Bladet.

For når man søger om familiesammenføring, skal myndighederne både have bevis for, at der er sat penge til side på en spærret konto, og derudover har Casper skullet forpligte sig til i en periode på otte år at stå for forsørgelsen af Christina, fortæller han.

Alligevel valgte Udlændingestyrelsen i sidste uge at give Christina Maramba afslag på familiesammenføring. Det skete med den begrundelse, at Casper Olesen ikke er ejer, lejer eller andelshaver af en passende bolig.

Casper Olesen fortæller til Ekstra Bladet, at han har sat 55.000 kroner til side på en spærret konto.

- Et er, at det har været nemmere for os at spare sammen ved at bo sådan. Men det er faktisk også en fordel at have mine forældre tæt på os. Ikke mindst efter at vi er blevet forældre, siger Casper Olesen.

Mandag aften tog parret afsked i Billund Lufthavn. Christina blev sendt med fly over London og Hongkong langt væk fra sin mand og datter. Privatfoto
Mandag aften tog parret afsked i Billund Lufthavn. Christina blev sendt med fly over London og Hongkong langt væk fra sin mand og datter. Privatfoto

Ekstra Bladet skrev tirsdag, at Casper Olesen var blevet nødt til at sende sin kone med en enkeltbillet til Filippinerne. Nu står han alene med parrets fælles datter, Sofia, på to måneder.

Risikerede indrejseforbud
Sofia kunne ikke komme med sin mor, fordi de to ikke har kunnet nå at lave et pas til datteren, siden Christina fik brev på afslag om familiesammenføring onsdag 9. maj. Af brevet fremgik det, at Christina Maramba skulle rejse ud af landet senest på datterens to måneders-dag mandag 14. maj.

Hvis ikke Christina Maramba rejste, ville hun risikere at få indrejseforbud i Schengen-landene i to år. Den trussel turde hverken Casper eller Christina se overhørig.

Nu er situationen næsten uoverskuelig, fortæller Casper Olesen til Ekstra Bladet.

- Jeg har lige talt med Christina, mens hun mellemlandede i Hongkong. Hun nåede at se vores datter Sofia på videochat og sagde 'mommy loves you', hvorefter hun brød ud i gråd, siger Casper Olesen.

Casper Olesen kan sagtens passe sin datter alene. Men har er alligevel bekymret, for som han siger, så er der situationer, hvor kun mor er god nok. Privatfoto
Casper Olesen kan sagtens passe sin datter alene. Men har er alligevel bekymret, for som han siger, så er der situationer, hvor kun mor er god nok. Privatfoto

- Hun fortalte også, at turen i flyet havde været ulidelig, fordi hun ikke kunne amme, og at der var så meget mælk i brysterne, at det føltes som om, at de var ved at sprænges, siger Casper Olesen videre.

Se også: Danmark sender Christina hjem: Nu er Casper alene med baby på to måneder

Casper må i mødregruppe
Netop den afbrudte amning af Sofia er en af de umiddelbare konsekvenser, som hjemsendelsen har haft. Men også Christinas tilknytning til Sofia risikerer at blive påvirket, fortæller Casper Olesen, som nu selv står med det hele.

På fredag skulle Christina have været i mødregruppe for første gang. Efterfølgende kommer sundhedsplejersken på besøg. Begge dele må Casper Olesen nu sørge for. Han skal finde ud af, hvordan han får vænnet datteren til modermælkserstatning.

Det hele skal nok gå, siger Casper Olesen. Blandt andet også fordi han får hjælp fra sin egen far, som er hjemmegående.

Til gengæld frygter han, at han kan få problemer med jobbet som værkfører, hvis han bliver for meget væk. Han har ikke fået aftalt nogen barselsordning. Og bopælskommunen har ikke pasningsgaranti til så lille en størrelse som Sofia.

Foreløbig har der imidlertid været velvilje fra flere sider. Også fra arbejdspladsen til, at Casper Olesen kan få lidt tid til at finde ud af det hele.

Politisk reaktion
Ekstra Bladet har i løbet af tirsdagen fået flere politiske reaktioner fra Christiansborg, hvor flere udlændingeordførere er af den opfattelse, at reglerne om familiesammenføring er blevet for stramme.

Se også: Christina smidt hjem - Casper alene med baby: - Det viser hvor dybt vi er sunket

Blandt andet Enhedslistens integrationsordfører Nicolai Willumsen:

- Det er en helt grotesk sag. Det viser, hvor dybt vi er sunket med regler, der er alt, alt for stramme. Desværre ser vi igen og igen sager som den her, siger Nicolai Willumsen til Ekstra Bladet.

Casper Olesen er glad for, at han kan få hjælp til det hele af sine forældre. Privatfoto
Casper Olesen er glad for, at han kan få hjælp til det hele af sine forældre. Privatfoto

- Familier, der elsker hinanden kan ganske enkelt ikke få lov til at leve sammen, selvom de gør alt, hvad de kan. Og det er umenneskeligt, lyder det fra udlændingeordføreren.

Også Alternativets udlændingeordfører, Josephine Fock, mener, at afgørelsen bør omgøres:

- Jeg har grundlæggende et problem med, at vi lovgiver på en måde, så folk der elsker hinanden, ikke kan leve sammen. Det er beskæmmende, siger hun til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Inger Støjberg.

Hun ønsker imidlertid ikke at kommentere sagen, da den fortsat er verserende, meddeler hendes spindoktor.

Udlændingestyrelsen reagerer
Casper Olesen fortæller til Ekstra Bladet, at Udlændingestyrelsen tirsdag har henvendt sig, efter at Ekstra Bladets artikel om sagen kom på ekstrabladet.dk.

- Først ringede den kvinde, som vi havde ualmindeligt svært ved at fange i går, for at høre, om Christina nu var rejst af sted. Selvfølgelig var hun det, måtte jeg sige. Et par timer senere har jeg så fået en fire sider lang skrivelse i min e-boks, som ærlig talt har gjort mig noget forvirret. For her præsenteres jeg for et par klagemuligheder og også for en mulighed for, at Christina kan blive i landet, mens klagen behandles, forklarer Casper Olesen.

Er kravene til familiesammenføring for strenge?

Se resultat

Er kravene til familiesammenføring for strenge?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.

Det er nye toner - fortæller Casper Olesen - i forhold til afslagsbrevet. Det efterlod ikke nogen tvivl om, at Christina Maramba og også datteren Sofia risikerede alvorlige konsekvenser, hvis ikke hun rejste hjem med det samme.

Sådan lyder begrundelsen for afslag

Efter vores vurdering er boligkravet ikke opfyldt, da din ægtefælle ikke råder over sin egen selvstændige bolig af en rimelig størrelse indtil mindst halvandet år efter det tidspunkt, hvor du indgav ansøgning om opholdstilladelse.

Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at det er din ægtefælles far, der står anført som lejer på lejekontrakten for boligen. Det er dermed ikke dokumenteret, at din ægtefælle enten er ejer, lejer eller andels- eller anpartshaver og råder over brugsretten til boligen eller en del af boligen.

Vi har ydermere vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for, at du alligevel kan få opholdstilladelse.

Det forhold, at du og din ægtefælle har et fællesbarn født den 14. marts 2018 kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi har herved lagt vægt på, at barnet ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at du kan meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf.

Vi kan oplyse, at fælles børn, der bor hos den herboende ægtefælle, efter vores praksis først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for børnene, at de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring kan fraviges. Det er en forudsætning, at børnene er velintegrerede, gennem længere tid har gået i dansk institution/skole og har en sproglig tilknytning til Danmark.

Vi har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at der ikke i sagen foreligger øvrige oplysninger om, at din ægtefælle ikke har mulighed for at indrejse og tage ophold sammen med dig i Filippinerne for at udøve jeres familieliv dér.

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet

Christina Maramba kom til landet i april 2016 som aupair. Hun traf Casper Olesen næsten med det samme. De to havde et forhold i hele perioden, mens hun arbejde som aupair. Parret blev gift 25. november 2017. På samme tid udløb aupairkontrakten. De to flyttede ind i lejligheden over Casper Olesens forældre og søgte siden om familiesammenføring.

14. marts blev de forældre. 14. maj er Christina Maramba rejst hjem til Filippinerne.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen