Mor svinet til for billeder af søn med sin første fødselsdagskage

- Jeg blev helt ærligt slagtet af de mødre, siger mor efter shitstorm. Nu fortæller hun den rørende historie bag de udskældte billeder

Lille Phoenix fejrede sin fødselsdag med at spise en 'hjerne'. Det var der mange forældre, der ikke brød sig om. Foto: Ritzau Scanpix
Lille Phoenix fejrede sin fødselsdag med at spise en 'hjerne'. Det var der mange forældre, der ikke brød sig om. Foto: Ritzau Scanpix

En række billeder af den ét år gamle dreng Phoenix gik først Australien, og senere resten af verden rundt, tidligere i denne uge.

På billederne er den lille dreng klædt ret overbevisende ud som en miniature-zombie, mens han frådende mæsker sig i, hvad der ligner en blodig menneskehjerne – som heldigvis i virkeligheden bare er en kage i anledning af hans første fødselsdag.

De ’grusomme’ billeder fik fluks forældre verden over til at lade en regulær shitstorm blæse lige i ansigtet på drengens mor, fotografen Amy Louise fra Brisbane i Australien.

’Det er vammelt at sætte sin baby ind i sådan et tema’.

’Hvad er det for en mor, der klæder sin søn ud som en død baby?’

’Det her er så stødende for alle de kvinder, som har mistet deres børn’

Sådan lød nogle af de mange negative kommentarer, som billederne blev modtaget med, da de blev lagt ud på en række mødre-grupper på Facebook, hvor de senere blev slettet på grund af deres stødende karakter. Mange mødre kaldte desuden de opsigtsvækkende billeder for ’morbide’ og ’skræmmende’.

Født uden hjerteslag
Men alle dem, som har ’trollet’ den kvindelige fotograf for at lave en zombie-fotosession af sin søns et-års-fødselsdag, ved ikke, hvilken historie, der ligger bag, skriver moren på Kidspot.com.au.

Og derfor fortæller hun nu historien om dengang i oktober 2015, hvor Phoenix blev født, og hans hjerte ikke slog.

Sådan så det ud, da Amy Louises 'zombie'-søn, Phoenix, fejrede sin et-års-fødselsdag. Nu fortæller hun historien bag billederne. Foto: Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da Amy Louises 'zombie'-søn, Phoenix, fejrede sin et-års-fødselsdag. Nu fortæller hun historien bag billederne. Foto: Ritzau Scanpix
 

Drengen blev straks efter fødslen hastet væk af lægerne, og Amy Louise og hendes forlovede, Gary Wilkinson, blev efterladt på stuen, hvor de frygtede, at deres nyfødte søn var død.

- Jeg var nærmest sur på lægerne over, at de spildte tid på at forsøge at genoplive ham, fordi jeg tænkte, at de fik vores forventninger op til ingen nytte, og i mit hoved var jeg allerede så lammet af hele situationen, at jeg bare ville have, at de skulle stoppe, fortæller Amy Louise.

- Han var livløs, og der var intet, vi kunne gøre. Da lægen satte sig ved min side, sagde jeg bare, ’han er væk, ikke? Han er død’.

'Genopstået'
Men 13 minutter efter fødslen, mens Amy Louise var i gang med at få en blodtransfusion, skete der et mirakel. ’Han er vendt tilbage!’ hørte hun en af lægerne råbe.

- Min lille baby kom tilbage fra de døde på Halloween 31. oktober 2015, siger hun.

Fire dage senere fik Amy Louise endelig lov til at holde sin helt perfekte, 3,5 kilo tunge ’mirakel-zombie-baby’. Drengen blev meget passende navngivet Phoenix, opkaldt efter en sagnfugl, som genopstår af sin egen aske, når den dør.

Det var med den historie i baghovedet, at Amy Louise syntes, at en passende måde at fejre sønnens et-årsdag var med et zombie-tema.

- Jeg fik at vide, at jeg var en dårlig mor, at jeg ville skade hans mentale helbred, at han ville blive syg af at spise kagen fra jorden, siger Amy Louise, der dog ikke tog sig synderligt af de mange negative tilbagemeldinger. For hun havde ikke lyst til ’bare at lave et ’nøgenbillede af en baby med en blå kage i et studie’’.

- Det var nødt til at være stort, specielt og betydningsfuldt. Vi har altid kaldt ham for vores lille zombie, fordi han blev bragt tilbage fra de døde på halloween – så jeg tænkte, lad os få ham til at spise en hjerne, siger Amy Louise til MailOnline.

93 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere