Mor til fnatsmittet: - Vi er ved at få fnat af fnat

I Horsens er en 17-årig kvinde blevet smittet fire gange i år med den lidet flatterende sygdom fnat, og det bliver mere og mere besværligt at få fat i den nødvendige medicin til behandling

Det kan være svært at se forskel på fnat og almindeligt udslæt. Men de små sår nederst på Jasmins håndflade er stadig smittet med fnat. Foto: Privat
Det kan være svært at se forskel på fnat og almindeligt udslæt. Men de små sår nederst på Jasmins håndflade er stadig smittet med fnat. Foto: Privat

'Vi har fnat', sagde Helle Varnæs i den populære tv-serie. Men det er ikke kun i det fiktive univers, at den lille kløende hudmide huserer.

I Horsens har Jytte fire gange i løbet af 2018 hørt sin 17-årige datter Christina fortælle, at hun har fnat. Efter næsten et år i fnattens vold er de to kvinder fra Horsens godt og grundigt trætte af de små uindbudte mider.

- Vi er ved at få fnat af fnat, fortæller Jytte til Ekstra Bladet.

Det hele startede i begyndelsen af 2018, hvor Christina havde et kløende udslæt på hånden. Hun mente, at det så lidt sært ud og efter en tur til lægen blev hun kun lidt klogere på udslættet. For lægen var i tvivl om det var fnat eller allergi på den unge kvindes hånd.

Hudlægen var til gengæld ikke i tvivl, den unge studerende havde fået fnat. Den diagnose skulle blive til et langt, dyrt mareridt for den lille familie.

Sådan opdager du fnat

Fnat (scabies) forårsages af infestation med fnatmiden, der er 0,25 mm stor og kun kan ses med lup. Det mest fremherskende symptom er ret pludselig udvikling af intens, generaliseret kløe, som oftest opstår to-seks uger efter smittetidspunktet for dem, der er smittet første gang. Kløen er værst ved sengetid, da varmen får fnatmiderne til at være mere aktive. Fnatmiden kan overleve uden for kroppen i op til 36 timer ved stuetemperatur

Hudsymptomer viser sig som udslæt med små blegner eller vabler, specielt i den tynde hud ved fingermellemrummene og på fingre, ved albuer, brystpartiet og i skridtet. Efterhånden ses også kradsningsmærker på grund af kraftig kløe.

Smitten sker ved tæt og direkte kontakt blandt nære familiemedlemmer (sovefællesskab).

Smitteperiode: Smitter kort efter smittetidspunktet, og til behandling er iværksat.

Symptomer: Kløe udvikles hos ikke tidligere smittede efter 4 uger og hos tidligere smittede efter få dage.

Fnat viser sig ved kløe, der opstår tre-seks uger efter smitte. Kløen er mest udtalt om natten. Det klør over det meste af kroppen. Børn under et år er også angrebet i ansigt og hårbund.

Selv ved udtalt kløe er der ofte kun få kradsemærker og knopper på huden.

Det kan være vanskeligt at stille diagnosen især hos personer med høj personlig hygiejne.

Behandling: Ved kløe og mistanke om fnat skal lægen kontaktes med henblik på diagnose og behandling. Når der er konstateret fnat, bør der gives behandling til alle i husstanden og til personer, der har ligget i samme seng som den smittede.

Det er vigtigt, at alle behandles samtidigt, da andre familiemedlemmer kan være smittet, selv om de endnu ikke har fået symptomer. Håndklæder og sengetøj vaskes ved min. 60 grader C i forbindelse med behandlingen.

Efter behandling er der ikke længere smitterisiko, men kløen kan alligevel bestå i nogen tid.

Man bør være opmærksom på kløe og udslæt hos børnene i tre-seks uger efter sidste tilfælde.

Se også: Efter stort fnat-udbrud: Måtte betale 800.000 kroner for rengøring

Kan ikke tåle medicinen
Umiddelbart er det simpelt at behandle for fnat. På apoteket kan man i håndkøbe købe Nix, en creme man skal smøres ind i fra top til tå. Denne creme koster omkring 300 kroner.

Christina valgte også løsningen med cremen, da hun blev smittet med fnat første gang. Men ret hurtigt efter at cremen blev smurt på huden fik hun en allergisk reaktion.

- Det var 600 kroner lige ned i afløbet, for hun måtte skynde sig ud i bad, forklarer Jytte.

Næste løsning blev nogle piller, som er receptpligtig medicin, som kun en hudlæge kan udskrive. Det er forskelligt, hvad folk skal betale for pillerne, da de er reguleret efter vægt.

- Det koster os 1800 kroner, hver gang min datter skal have en pillekur mod fnat. Nu har hun fået tre af de store til 1800 kroner stykket, jefg har ikke råd til al den medicin, og man kan ikke få tilskud, fortæller en fortvivlet Jytte.

I starten af december skete det for fjerde gang i år, Christina var atter ved hudlægen, som igen stillede den kedelige diagnose fnat. Problemet er bare nu for Christina, at det næsten er umuligt at opdrive den lille fnat-udslettende pille.

- Denne gang har hun fået en allergi-pille inden hun smører sig med cremen, for vi skal af med den fnat! Vi kan ikke vente på at få pillerne. De siger på apoteket, at vi måske kan få den mellem jul og nytår, lyder det frustret fra Jytte.

Moderen fra Horsens vil gerne opfordrer alle med kløe i huden til at blive undersøgt for fnat, så man kan få udryddet den lille hudmide.

- Fnat er lige så smitsom som lus, og det er ikke rart at blive smittet! Så få nu dit udslæt undersøgt og behandlet, lyder opfordringen.

Så meget har Christina brugt på fnatmedicin

En dosis Nix-creme til 600 kroner.

Tre pillekure á 1800 kroner pr. gang.

En supplerende pillekur til 800 kroner.

En dosis Nix-creme til 600 kroner.

I alt har Christina brugt 7400 kroner på at behandle datteren.

Er det en epidemi?
Jytte fra Horsens er ikke i tvivl om, at der er tale om en regulær epidemi af fnat i Danmark. For hver gang hun har behandlet datteren med de dyre piller, vasket alt tøj og gjort hovedrent, så kommer de små hudmider tilbage.

På Steno Apotek i København kan man ikke udtale sig om, hvorvidt der er tale om en decideret epidemi af fnat i Danmark. Men personalet fortæller, at der bliver solgt rigtig meget fnatmedicin i disse tider.

Faktisk er der så stor efterspørgsel på især pillerne mod fnat, at der er udsolgt i det meste af landet. Pillen mod fnat bliver produceret i Tyskland, og det er med til at forlænge ventetiden.

- Der er i øjeblikket en venteliste til pillebehandlingen, så der kan godt gå lidt tid, inden man kan få sin kur, lyder det fra personalet på det døgnåbne apotek.

Elsebeth Tvenstrup Jensen arbejder som overlæge ved Central Enhed for Infektionshygiejne hos Statens Serum Institut, hun tror ikke, at der er tale om en fnat-epidemi i Danmark.

- Nu er der blevet skrevet meget om fnat i pressen, og så er folk langt mere opmærksomme på symptomerne end de normalt er. Jeg tror, at niveauet er nogenlunde det samme, men at flere nu søger behandling – og det kan hjælpe til at forebygge yderligere smitte, fortæller Elsebeth Tvenstrup Jensen til Ekstra Bladet.

Oplever man kløe og udslæt, så er der altid en god idé at opsøge sin egen læge for at blive undersøgt for fnat.

Christina og Jasmin er opdigtede navne. Ekstra Bladet kender deres rigtige identiteter.

Se også: Kommune ramt af fnat-panik: Skoler ryddet for elever

 

133 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere