Mors hovedpinepiller fremskynder pubertet

Jo flere uger en gravid kvinde spiser Panodiler, jo hurtigere kommer hendes datter efterfølgende i puberteten. Det viser ny dansk forskning

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser sammenhæng mellem for tidlig pubertet og indtag af smertestillende medicin under graviditet. Foto: Peter Hove Olesen
Ny forskning fra Aarhus Universitet viser sammenhæng mellem for tidlig pubertet og indtag af smertestillende medicin under graviditet. Foto: Peter Hove Olesen

Når kvinder i graviditeten spiser almindelige smertestillende piller som Panodil, Pamol og Pinex, kan det sende deres datter i tidligere pubertet.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet. Som de første i verden har de undersøgt sammenhæng mellem det smertestillende paracetamol under graviditeten og piger og drenges pubertetsudvikling.

- Paracetamol anses for et af de mildere midler og er dermed tidligere gået lidt under radaren. Men jo flere uger med paracetamol under graviditeten, jo tidligere pubertet hos pigerne, dog ikke hos drengene.

Det siger ph.d.-studerende Andreas Ernst fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, som står bag studiet.

Tog moren piller i over 12 uger under graviditeten, så gik datteren i snit halvanden til tre måneder før i pubertet.

- Nogle måneders tidligere pubertet kan virke uvæsentlig. Men holdes det op mod det hyppige forbrug af paracetamol i graviditeten, bør vores fund vække opmærksomhed. Paracetamol som "det sikre og ufarlige valg" under graviditeten bør udfordres, siger Andreas Ernst.

Når forskerne hæver brynene over risikoen for tidligere pubertet, er der en vigtig grund. 

Tidlig pubertet er i en række andre studier blevet koblet sammen med øget risiko for alvorlige sygdomme som fedme, sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme samt brystkræft.

På verdensplan har forbruget af paracetamol været stigende.

Undersøgelser peger på, at over 50 procent af gravide kvinder benytter sig af hovedpinepiller med paracetamol mindst en gang i løbet af deres graviditet.

I Aarhus-studiet tog knap hver tiende gravide kvinde paracetamol i ti uger eller mere.

Professor Anders Juul fra Rigshospitalet er internationalt førende forsker i hormonforstyrrende stoffers betydning for børns vækst og pubertet. 

Han siger, at det nye studie underbygger, at fostertilværelsen er den allermest følsomme periode. 

- Det understreger, at det ikke er ligegyldigt, hvad man byder fosteret, og at selv såkaldt uskadelig håndkøbsmedicin afspejler sig i barnets udvikling senere i livet.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen