Mors nødråb: Hjælp! Min søn er kriminel

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Der er hjælp at få, hvis man vil ud af kriminalitet, blandt andet hos Det Kriminalpræventive Råd, og forældre til bandemedlemmer har fundet sammen i en Facebook-gruppe, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Arkivfoto: Shutterstock.com
Der er hjælp at få, hvis man vil ud af kriminalitet, blandt andet hos Det Kriminalpræventive Råd, og forældre til bandemedlemmer har fundet sammen i en Facebook-gruppe, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Arkivfoto: Shutterstock.com

Kære Puk

Jeg har læst om, at du har hjulpet kriminelle på vej. Jeg er ikke selv kriminel, men jeg er desværre mor til en ung mand på 23 år, der er kommet helt på afveje.

Jeg er så bekymret for ham, at jeg ikke kan sove om natten, og det er desværre også gået ud over mit arbejde, som jeg har svært ved at passe, da jeg er i konstant søvnunderskud og ikke kan koncentrere mig.

Min søn har haft en del at kæmpe med, siden han var lille. Han har aldrig fungeret i folkeskolen og er blevet mobbet meget, også selvom vi som forældre forsøgte at stoppe det. Min søn er i virkeligheden en meget følsom person, og det er også derfor, at han alle dage har været et nemt mobbeoffer.

Da han nåede teenageårene, lukkede han sig ofte inde på sit værelse med computerspil osv. Han havde ikke rigtig noget socialt netværk. Vi blev mere og mere bekymrede for ham, og det endte med, at vi sendte ham afsted på efterskole i niende klasse. Det fortrød vi bittert, da han under dette ophold fik alle de forkerte venner. Det var herfra at det hele tog fart.

I dag er han så langt i de kriminelle miljøer, at jeg ikke kan se nogen vej tilbage for ham. Det gør mig så ondt, da jeg jo kender ham og ved, at det hele bunder i drengens historie.

Mit problem er nu – og det er her, jeg søger dit råd – at han nu er begyndt at begå noget kriminalitet, der er så barskt, at jeg ikke længere føler, at jeg kan være en del af hans liv. På den anden side føler jeg, at jeg svigter ham, hvis jeg afskærer al kontakt til ham.

Hvordan vil du råde mig til at håndtere situationen?

Et andet spørgsmål er, om der overhovedet er noget, jeg kan gøre for at hjælpe ham ud af det, som jeg tror er organiseret bandekriminalitet?

Med venlig hilsen,

En dybt ulykkelig mor

 

Kære du
Jeg kan godt forstå, at det er svært at rumme noget, der er så fjernt fra jeres liv.

Det ER virkelig svært at blive ved med at rumme den slags ting som forældre. Det er en sorg, et tab og måske også forbundet med skam over sig selv som mor. Der er mange følelser i det, som du/I bør dele med nogen. Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en gruppe af forældre, der har fundet hinanden i lige præcis den situation, som du beskriver. Jeg linker til en Facebook-gruppe nedenfor, hvor jeg ved, du kan finde dem.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Derudover vil jeg sige følgende: Du er måske den eneste, din søn har. Han ville ikke kunne tåle at miste dig – at du slog hånden af ham. Jeg kan godt forstå din trang til det, men jeg tror ikke, det ville hjælpe dig selv. Du vil blot bekymre dig om hans færden og velvære.

Så længe han ikke blander dig ind i sine kriminelle handlinger og bringer dig i fare, har du ingen reel nytte af at bryde kontakten til ham. Der vil blot ske det, at han føler endnu et svigt, og det hjælper ham heller ikke. Tværtimod. Du må lade ham vide, at du altid vil være der, men at du ikke støtter hans livsstil.

Din søn kan godt få hjælp til at leve et liv uden kriminalitet. Spørgsmålet er, om han er parat. Det er her, du som mor skal turde stille ham spørgsmålet helt åbent. Tit bunder det jo i manglende alternativer – og her har han brug for din støtte til at finde andre veje, når han er parat til det.

Jeg ønsker det bedste for dig og din søn.

Med venlig hilsen Puk

Noter

1314 personer havde politiet registreret 1. januar 2018 som tilknyttet en rocker- eller bandegruppering. De fordelte sig på i alt 92 forskellige grupperinger.

Netværk på facebook for forældre til unge, der er endt i kriminalitet: kortlink.dk/232x2

Her finder du Det Kriminalpræventive Råd og deres guide til hjælp for Exit-forløb: kortlink.dk/232x3