Morten raser mod Elgiganten: I lyver åbenlyst for jeres kunder

Man skal ikke lade sig narre af mobilselskaberne, hvis de nægter at udføre en reklamation, advarer Forbrugerrådet

Morten Saxontoff skal betale for en ny skærm, selvom skærmen slet ikke er problemet, mener han. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Morten Saxontoff skal betale for en ny skærm, selvom skærmen slet ikke er problemet, mener han. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Har du oplevet noget lignende? Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 til alm. takst

Det kan være en tung svingom, når du skal danse med smartphone-udbydere, hvis telefonen skal til reparation.

Det har 38-årige Morten Saxentoff fra Køge oplevet på egen krop, da han i begyndelsen af februar indleverede sin iPhone 7 hos Elgiganten, hvor han havde købt den.

Telefonen havde problemer med bluetooth og batteriet. Derfor reklamerede Morten den over et år gamle smartphone, som stadig var omfattet af garantien.

Han indleverede den til El-Gigantens værksted, der lovede at køre en fejlsøgning på telefonen. Men et par dage senere kom tilbagemeldingen, at iPhonen ikke kunne repareres over garantien, fordi fejlen skyldtes skærmen. Den havde nemlig en lille ridse, som Morten Saxentoff allerede var bekendt med, men som ifølge ham kun var kosmetisk. Værkstedet mente dog, at skærmen var selve årsagen til problemerne.

Tvinger kunder til at betale
Det undrer Morten Saxentoff sig dog over. For ham er det åbenlyst, at telefonen fejlede noget andet. Derfor mener han, at Elgiganten med sin fremgangsmåde tvinger kunder til at betale for et skærmskifte, inden de kan få vurderet og repareret de reklamationsberettigede mangler.

- De har ikke lavet en fejlsøgning, fordi de ikke har haft skærmen af. Hos Elgigaten fortalte de os selv, at værkstedet ikke kan reparere telefonen uden at tage skærmen af. Derfor spørger vi dem, hvordan de kan afvise, at der ikke er problemer med selve telefonen, hvis de ikke har haft skærmen af og lavet en fejlsøgning, men det vil de ikke svare på.

Nu har Morten meldt sagen til Center for Klageløsning, fordi han føler sig snydt af Elgiganten, fortæller han til Ekstra Bladet:

- Jeg er vred over, at Elgiganten håndterer sagen så dårligt. Vi kan ikke stole på deres udmeldinger. De siger, at der ikke er noget galt med telefonen, og at det kun er skærmen, der fejler noget, men de vil ikke fremlægge dokumentation for deres påstand.

I stedet for at reparere Mortens iPhone gav værkstedet ham et tilbud på et skærmskifte. Bagefter ville de gerne køre en ny fejlsøgning for eventuelle fejl, hvis han ønskede det. Prisen var 1864 kroner, men også det får den 38-årige kunde til at rase.

- Den dyreste pris, jeg kunne finde hos et andet autoriseret værksted var 1490 kroner, og derfor er det da mærkeligt, at Elgigantens værksted vil have 30 procent mere for samme reparation. Det er noget svineri, at de ligger så langt over markedsniveau, synes jeg. 

Artikel fortsætter under billedet ...

38-årige Morten Saxentoff er rasende over Elgiganten, som han mener, ikke lever op til købeloven. Derfor har han meldt butikskæden til Center for Klageløsning. Privatfoto
38-årige Morten Saxentoff er rasende over Elgiganten, som han mener, ikke lever op til købeloven. Derfor har han meldt butikskæden til Center for Klageløsning. Privatfoto

Forbrugerrådet: Tom argumentation
Hos Forbrugerrådet nikker man genkendende til problemet, og fortæller, at man har set flere lignende sager. Paula Brammann, der er juridisk konsulent hos Forbrugerrådet Tænk, fastslår over for Ekstra Bladet, at Elgiganten ikke kan afvise reklamationssagen uden at lave en fejlsøgning på telefonen.

- De er forpligtet til at undersøge telefonen, for at kunne vurdere, hvorvidt der er tale om en reklamationsberettiget mangel eller ej. Det er klart, at hvis skærmen er helt ødelagt, og det ikke er fysisk muligt at åbne telefonen uden at den falder fra hinanden kan de kræve, at forbrugeren betaler for en udskiftning. Men er det en lille ridse, der ikke har nogen indflydelse på undersøgelsen af telefonen, har jeg svært ved at forstå argumenterne for det.

Skal der udskiftes øvrige dele på telefonen, for at den egentlige reparation kan udføres, kan kunden ikke kræves en ekstra-omkostning, forklarer Paula Brammann, der dog kommer med et men:

- Hvis der er sammenhæng mellem ridsen på skærmen og telefonens fejl, som forbrugeren klager over, og forbrugeren selv har forårsaget ridsen, kan de faktisk afvise hans reklamationssag. Det er altid en konkret vurdering, om man kan åbne telefonen uden at ødelægge den, men som udgangspunkt kan butikken ikke bare afvise reparation på grund af en lille ridse. Det kræver, at de har undersøgt telefonen først.

Morten Saxentoffs kritik af prisen er forståelig, men virksomheder styrer selv sine priser, siger hun og kommer med et godt råd:

- De må selv fastsætte prisen, men det, man som forbruger skal være opmærksom på, er, at du godt må få skærmen skiftet et andet sted, hvis du har lyst, fordi det er billigere. Den erhvervsdrivende kan ikke afvise en reklamation alene af den grund, at telefonen er blevet repareret af en anden. Telefonen er som udgangspunkt stadig omfattet af reklamationsretten, med undtagelse af de reparerede eller udskiftede dele.

Venter på afgørelse
Hos Elgiganten er man bekendt med sagen. Kommunikationschef, Frederik Danvig, skriver til Ekstra Bladet i en mail, at elektronikkæden har få af disse typer sager.

Men samtidig oplyser han, at Elgiganten ikke har yderligere kommentarer:

'Sagen her behandles ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i øjeblikket, og vi kan ikke kommentere igangværende sager, da de alene skal afgøres af den uvildige sagkyndige, der undersøger telefonen og kommer med en afgørelse. Når den foreligger, så følger vi selvfølgelig denne, som vi altid gør i sådanne sager', skriver kommunikationschefen.

Ekstra Bladet ville gerne have foreholdt Elgiganten den kritik, som Morten Saxentoff rejser, men det har altså ikke været muligt. Ekstra Bladet følger op på Konkurrence- og Fobrugerstyrelsens dom, når den falder.

Læs flere lignende sager her
Se også: Palle føler sig snydt af teleselskab: Skulle betale dobbeltpris for ny telefon


Teknologi - 27. okt. 2017 - kl. 20:08 Snydt for iPhone X? Her kan du (måske) købe den i stedet

Se også: Bondefanget på mobilen: Flere tusinde snydt

301 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere