- Kærligheden til Jesus er det stærkeste budskab, der findes. Det er på høje tid, vi danskere bliver mindet om det, inden islamisterne render med det hele. Deres budskaber fylder alt for meget i vores hverdag.
Med denne svada har den nu 75-årige barfodsmissionær Moses Hansen atter taget korset på nakken og sat kurs ud på de danske veje.
Mogens Hansen vil vise kristendommens stærkeste symbol - Jesu kors - i form af et kæmpe trækors med Dannebrog i toppen og et støttehjul i bunden, som han vil slæbe gennem hele kongeriget. Fra Skagen til Gedser og fra Blåvandshuk til Bornholm.
Kureret for hjertesygdom
Vi mødte en frisk og stærk Moses Hansen på en nordjysk landevej. Efter flere års alvorlig sygdom med dårligt hjerte og svækkede lunger er Moses Hansen nu erklæret rask.
- Overlægen sagde til mig 'Stå op og stå på'. Og det har jeg taget alvorligt. Nu skal vi ud og præge verden og gå op mod alle de muslimske budskaber, der råbes ud til os fra Hizb ut-Tahrir, og hvad de ellers hedder.
- Det er der hårdt brug for, og jeg er klar til at yde mit, siger Moses Hansen.
- Hvorfor? Du er trods alt ikke 50 år længere.
- Nej, men hvorfor skal vi kristne holde igen i vores eget land? Jeg glæder mig til at vise det kristne kors på Nørrebro i Danmarks hovedstad velvidende, at der bor mange muslimer i området.
- Vil du provokere?
- Nej, bare vise at det kristne budskab om Jesus og næstekærlighed har lige så meget berettigelse som muslimernes budskaber. Hvis ikke det kan lade sig gøre på en fredelig måde, så har vi et samfund i store problemer, siger Moses Hansen.
Moses rasende på festival: Det er Helvedes forgård
Eskorteret ud af København
Sidst han var på korstog på Nørrebro, blev han pakket ind i politi og måtte eskorteres ud af byen med besked om at holde sig væk.
- Ellers ville de anholde mig for gadeuorden. Tænk at det faktisk var det, der skete.
- Hvilket budskab bringer du med denne gang?
- Det samme. Guds ord om Jesus, om tilgivelse og kærlighed. Så stærke budskaber har islamisterne ikke. Deres middel er straf. Hvis du ikke er rettroende, så er du vantro. Og så straffer de dig - måske med døden.
- Er du ikke bange for at komme til skade?
- Ikke sådan rigtigt. Vi kristne skal ikke være bange for islamisterne, men rejse os og være stolte af kristendommens styrker, siger Moses Hansen.
Messede mod sex-bagmænd
Under sine korstog i 80'erne og 90'erne mod utugt og skørlevned dukkede han troligt op ved sex-messer landet over og talte dunder mod sex-industriens bagmænd, mens han tilgav og velsignede de topløse piger, som lokkede husarerne til.
I dag bor Moses Hansen med sin hustru på Årø i Lillebælt ud for Haderslev Fjord. En del af året tilbringer han på et bibelsk retrætecenter i sydvestjyske Holsted, hvor han også driver en kristen campingplads.
Flere gange om året rejser han til Israel og lader de bibelske batterier op.