Motorvej spærret: Lastbil sidder fast

Helsingørmotorvejen har i morges været spærret grundet et uheld med en lastbil. Brand og Redning har fået fjernet køretøjet, og motorvejen er nu åben igen

En lastbil spærrer her til morgen for trafikken i nordgående retning på Helsingørmotorvejen. Video: Mogens Flindt

Politiet meddeler onsdag klokken 10.12, at lastbilen nu er fjernet, og trafikken på Helsingørmotorvejen i nordgående retning igen kan åbne for trafikken.

Det samme gælder for togbroen, da ulykken kun har medført overfladiske skader på broen.

Et uheld med en lastbil har gjort, at trafikken i nordgående retning på Helsingørmotorvejen ved Jægersborgvej i Gentofte er spærret.

Lastbilens bagerste part har kilet sig fast under en togbro.

- Uheldet er sket klokken 8.38. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke mere, end at vejen bliver spærret i nordgående retning, fortæller Magnus, vagthavende pressekontakt ved Nordsjællands Politi.

Billister vil blive dirigeret fra ved afkørsel nummer 6 ved Ørnegårdsvej.

Der er ikke nogen tilskadekomne efter uheldet.

Politiet og Brand og Redning er til stede for at få den fastklemte lastbil trukket væk.

De kan endnu ikke fortælle noget om en tidshorisont.

Klokken 9.35 medførte ulykken yderligere, at togbroen, hvor lastbilen sidder fast, er blevet lukket for trafik i den nordlige retning.

Den sydlige togbro over motorvejen er ikke berørt.

Nordsjællands Politi kan yderligere fortælle, at situationen bliver opdateret løbende på deres Twitter-konto.

Opdateres ...

Det er lastbilens bagende, der sidder fast under togbroen. Chaufføren er uskadt. Foto: Mogens Flindt
Det er lastbilens bagende, der sidder fast under togbroen. Chaufføren er uskadt. Foto: Mogens Flindt
 

75 kommentarer
Vis kommentarer