Motorvej truer legendarisk spillested

Hvis en Kattegatforbindelse kommer til at gå henover Samsø, så truer motorvejen et par legendariske spillesteder. Musikere fra hele landet er bekymrede

Ivan Pedersen håber ikke, at der kommer en motorvej forbi to kendte rock-steder på Samsø. Foto: Per Lange
Ivan Pedersen håber ikke, at der kommer en motorvej forbi to kendte rock-steder på Samsø. Foto: Per Lange

Politikerne på Christiansborg har bevilget 60 millioner kroner så Vejdirektoratet kan undersøge, hvordan en Kattegatforbindelse mellem Nordvestsjælland og Østjylland kunne se ud.

De foreløbige planer peger på en bro fra Røsnæs med motorvej henover Samsø og videre til Hou.

På Samsø vil motorvejen og den eventuelle toglinje gå tæt forbi Brundby Hotel, der også er kendt som Rockhotellet, og eventbygningen Dansebjerg, hvor TV2 har optaget flere programmer af Toppen af Poppen. Sidstnævnte risikerer at blive eksproprieret, fordi afstanden til de 25.000 daglige biler vil være for lille, men trafikstøjen vil utvivlsomt også kunne høres på Rockhotellet.

Ekstra Bladet på Samsø

 

Ekstra Bladet har journalister og fotografer over hele landet, men ikke i enhver by.

Derfor måtte vi indrette en midlertidig redaktion i Tranebjerg, da vi denne uge rykkede til Samsø for at sætte fokus på en mulig Kattegatforbindelse, som vækker stærke følelser på øen.

– Ekstra Bladet tager alle danskeres problemer alvorligt, og derfor rykkede vi til Samsø, siger chefredaktør Poul Madsen, der onsdag selv kom til øen for at møde de lokale og høre om deres syn på den måske kommende motorvej, der skal forbinde broer til Jylland til Sjælland. Et projekt til omkring 130 milliarder.

Poul Madsen har denne opfordring:

– Skriv til os på 1224@eb.dk, hvis du har brug for, at vi også kigger forbi din by eller undersøger din historie.

Den nyhed har rystet flere af Danmarks mest kendte musikere.

Poul Krebs har i årtier været involveret i Rockhotellet, og han er fortsat medejer Dansebjerg. 'Sådan nogen som os'-hitmageren har ingen kommentarer til sagen lige nu, men det har rock-kollegaen Ivan Pedersen, der bor på Samsø.

Dansebjerg på Samsø, hvor blandt andet Toppen af Poppen er blevet optaget. Lidt derfra ligger Brundby Hotel - også kendt som Rockhotellet. Foto: Ernst van Norde
Dansebjerg på Samsø, hvor blandt andet Toppen af Poppen er blevet optaget. Lidt derfra ligger Brundby Hotel - også kendt som Rockhotellet. Foto: Ernst van Norde
 

– Det er jo chokerende oplysninger. Det vil i realiteten være det samme som at smadre begge steder. Det vil være en katastrofe.

– At der ligger en perle af et spillested og refugium for mange danske rockmusikere lige midt i linjeføringen, er Folketinget nok ligeglad med. Men så skulle de begynde at overveje, om den meget lange og enormt kostbare forbindelse midt i Kattegat overhovedet er nødvendig.

– Nøgternt set risikerer man jo at bygge et gigantisk stykke infrastruktur, som der slet ikke er behov for om 30-40 år. Altså i disse år diskuterer vi seriøst, om privatbilismen er på retræte. Der kommer el-biler, jovist, men allerede nu kniber det at skaffe nok mineraler og metaller til den nye generation af batterier.

– Jeg håber så sandelig ikke, at der kommer en enøjet løsning. Nok er vi kun 3700 mennesker på Samsø, men husk venligst på, at det er et unikt og menneskeligt ø-miljø, der vil blive smadret, siger Ivan Pedersen til Ekstra Bladet.

Andre musikere er også kede af, at en mulig Kattegatforbindelse risikerer at påvirke både Rockhotellet og Dansebjerg.

Her er hvad Stig Møller, Ester Brohus og Alex Nyborg Madsen mener om sagen.

Foto: Rasmus Baaner
Foto: Rasmus Baaner
 

Stig Møller, musiker:

– En motorvej på Samsø? Hold da kæft, hvor sindssygt. Jeg kender udmærket Rockhotellet og har hver gang nydt at være der. Det er et fedt sted, som er en gave til musikken. At smadre den skønne øs fred og ro med noget så sygt som en motorvej er grotesk og idiotisk.

Foto: Morten Lau-Nielsen
Foto: Morten Lau-Nielsen
 

Esther Brohus, musiker:

– Brundby Rockhotel er et sted, hvor, når man kommer som musiker, så er der ro omkring det, og man falder helt ned. Vi kan godt have et hektisk liv til dagligt, hvor vi skal spille mange koncerter og fare land og rige rundt. Når vi kører om bord på færgen med vores instrumenter, så falder vi ned og slapper af. Hvis der kommer en motorvej, så er det helt sikkert, at det bliver en anden oplevelse at komme der.

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen
 

Alex Nyborg Madsen, musiker og radiovært:

– Rockhotellet på Samsø er noget helt specielt, og en støjende motorvej i baghaven vil ændre alting. Det kan ikke undgå at røre ved følelserne hos mange musikere. Jeg har spillet der mange gange, og det har virkelig været en oplevelse hver gang.

– På den anden side er der jo også mange fordele ved infrastrukturer, der trækker landet tættere sammen.

– Jeg er glad for, at jeg ikke er politiker og skal være med til at træffe den slags meget svære beslutninger.

Fakta om Kattegatforbindelsen

Netop nu er Vejdirektoratet ved at bruge de 60 millioner finanslov-kroner, som er afsat til at gennemgå projektet. Når regnestykket er færdigt næste år, er det op til Folketinget at beslutte, om der skal gives grønt lys til 15 års bro- og vejbyggeri lige midt i riget.

Regningen for historiens dyreste byggeprojekt på dansk jord anslås som minimum til ca. 130 mia. kroner for en kombineret vej- og togforbindelse fra Sjælland til syd for Aarhus.

Bliver det tommel op, kan man om 15 år køre i bil fra København til Aarhus på to en halv time.

Modstanden mod projektet er særlig stor på Røsnæs og på Samsø.

I 11. time er der dukket et alternativt forslag op. En knap 40 km lang bro i ét stykke, som skal gå længere mod nord tværs over Kattegat mellem Sjællands Odde og Djursland.

Dén model har transportminister Benny Engelbrecht (S) for nylig særskilt forlangt at få inddraget i regnestykket, hvis facit ventes med spænding på både Samsø og Røsnæs.

122 kommentarer
Vis kommentarer