Movia forbyder reklame med Muhammed og Jesus

Ateistisk Selskab kører en annoncekampagne på Movias busser - men kun to af budskaberne er blevet godkendt af Movia

Denne reklame må gerne pryde Movias busser. Til gengæld må Jesus og Muhammed ikke nævnes. (PRIVATFOTO)
Denne reklame må gerne pryde Movias busser. Til gengæld må Jesus og Muhammed ikke nævnes. (PRIVATFOTO)

Talte Jesus og Muhammed med en gud?

Det spørgsmål kunne Ateistisk Selskab godt tænke sig at få danskerne til at tænke over, men det bliver dog ikke igennem en reklameplads på siden eller bag på busserne i København, at det spørgsmål bliver stillet.

Det har Movia besluttet, efter at den ateistiske foreningen havde ønsket at købe reklameplads til kampagnen på busselskabets busser.

Spørgsmålet var ment som et ud af i alt tre spørgsmål, som Ateistisk Selskab vil have bredt ud på byens busser for at få danskerne til at tænke over religion i hverdagen. De to andre spørgsmål - 'Hvorfor tro på en gud?' og 'Hvorfor koster tro noget?' - måtte til gengæld gerne sidde på busserne, og det har de gjort siden mandag.

Denne annonce ville Ateistisk Selskab gerne have haft på siden af Movias busser.
Denne annonce ville Ateistisk Selskab gerne have haft på siden af Movias busser.
 

Forstår ikke forskel
Den landskendte komiker Anders Stjernholm, der er talsmand for Ateistisk Selskab, undrer sig over Movias forbud.

- Det har undret os lidt, for i deres regler står der, at de ikke vil sætte budskaber op, der risikerer at støde religiøse følelser. Og det må man jo sige, at det gør alle tre jo, siger han til Ekstra Bladet.

I Movias afvisning over for Ateistisk Selskab, gør de klart, at de gerne vil trykke de to første budskaber, fordi de ikke kommer fra en religiøs bevægelse, men de afviser det sidste budskab, fordi det henviser til konkrete religioner.

- Godt nok står der ikke noget i deres regler om konkrete religioner, men det virker som om, at det foreløbig er deres begrundelse, siger Anders Stjernholm, der ikke har fået nogen mere detaljere afvisning.

- Vi har accepteret, at vi må nøjes med de to andre budskaber, men vi forbeholdte os bare retten til at tale højt om, at de ikke turde bringe det tredje banner, siger han.

Centralt spørgsmål
Han fortæller, at spørgsmålet om, hvorvidt Muhammed og Jesus talte med en gud er mindst lige så vigtigt som spørgsmålene om, hvorfor man skal tro på en gud eller betale for at tro.

- Det er rigtig vigtigt at gå ned i spørgsmålet om de her budbringere, for de er centrale for både kristendommen og islam. For kristendommen handler det om, hvorvidt Jesus rent faktisk er genopstået, og for islam handler det om, hvorvidt Muhammed rent faktisk talte med Gud, og om Koranen dermed virkelig er Guds ord.

- Og det er jo to budskaber, som hver for sig virker ret vanvittige, tillader jeg mig at sige. Og eftersom al den autoritet, de her to religioner har, afhænger af at de her to messias'er talte med Gud, så er det bare så centralt et spørgsmål. Og jeg synes, at det er ret nemt at besvare, at det er umådeligt usandsynligt, siger Anders Stjernholm.

Komikeren Anders Stjernholm, der i foråret var opstillet til Folketinget for Alternativet - dog uden at blive valgt - har det sidste halvandet år været aktiv i Ateistisk Selskab. (Arkivfoto: POLFOTO)
Komikeren Anders Stjernholm, der i foråret var opstillet til Folketinget for Alternativet - dog uden at blive valgt - har det sidste halvandet år været aktiv i Ateistisk Selskab. (Arkivfoto: POLFOTO)
 

Komikeren selv fortæller, at han har været en del af Ateistisk Selskab det sidste halvandet år. Han er både døbt og konfirmeret, men han har aldrig været særlig troende, fastholder han.

- Da jeg blev konfirmeret, var jeg ikke overbevist, jeg var bare overbevist om, at jeg ville have herre mange gaver. Men ret hurtigt i mine sene teenageår gik det op for mig, hvor tynd påstanden var, fortæller han.

Ateistisk Selskabs kampagne - som altså må undvære et enkelt budskab - er planlagt til at befinde sig på Movias busser i to uger.

'Kan virke krænkende'
Efter Ekstra Bladets henvendelse, henviser Movia i en mail fortsat til firmaets regelsæt, som blandt andet siger at 'Reklamer må ikke være diskriminerende med hensyn til race, køn, religion, alder eller nationalitet, eller krænke personers religiøse eller politiske overbevisning.' og 'Der må hverken direkte eller indirekte reklameres for religiøse anskuelser eller bevægelser og ej heller for produkter udbudt af sådanne'.

På Ekstra Bladets spørgsmål om, hvordan et spørgsmål kan virke krænkende, fastholder busselskabet, at det strider mod reglerne.

'Den annonce, der henviste til konkrete religioner, har vi derimod ikke ønsket at vise, idet vi vurderer at annoncen kan virke krænkende i forhold til personers religiøse overbevisning, jf. Movias reklameregler. Dette også selvom henvisningen umiddelbart kan synes harmløs. Både Movias kunder og operatørernes personale repræsenterer en mangfoldighed af etniciteter og religiøse overbevisninger, hvilket er baggrunden for Movia ikke viser reklamer for religiøse bevægelser. Det samme hensyn spiller også ind her,' oplyser Movia i en mail til Ekstra Bladet.

139 kommentarer
Vis kommentarer