MRSA-udbrud på fødeafdeling

Resistente bakterier fundet hos fire kvinder og tre børn på Kolding Sygehus

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Sygehus Lillebælt har konstateret et MRSA-udbrud på fødeafdelingen på Kolding Sygehus.

Ifølge sygehuset er der tale om en sjælden variant af den resistente bakterie, som et fundet hos fire kvinder og tre børn.

Kvinderne har været indlagt efter fødslerne, men er ikke længere indlagt, oplyser Kolding Sygehus.

- Der er tale om en bakterie, der normalt ikke cirkulerer i Danmark. Det er meget nyt, men som det ser ud nu, har vi en formodning om, at den kommer fra udlandet, muligvis fra en asiatisk stamme, siger Jens Kjølseth Møller, professor på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt til Ekstra Bladet.

Sygehus Lillebælt forsøger i øjeblikket at spore smittekilden og kortlægge mulige smitteveje for at forebygge yderligere smittespredning.

- Vi kigger bl.a. på, om der er ændrede arbejdsgange eller andre ting, der kan forklare, at den er kommet ind på afdelingen, og så undersøger vi, hvordan er er kommet fra patient til patient. Desuden undersøger vi, hvordan den muligvis kan være kommet til landet, siger  Jens Kjølseth Møller.

Bylder i brysterne
De fire indlagte kvinder har alle haft begyndende byldedannelse omkring brysterne, og kvinder, der har været på fødeafdelingen, skal være opmærksomme på infektioner i brystet.

- Kvinderne har været i kirurgisk behandling, mens børnene ikke har haft de store gener. De har haft lidt pus i øjnene, fortæller Jens Kjølseth Møller.

Alle de smittede har det ifølge Jens Kjølseth Møller godt.

- Det er selvfølgelig en træls oplevelse, og det kan være, at det også vil påvirke amningen, siger professoren.

Patienter, som kan være blevet smittet under indlæggelse på fødeafdelingen, får et brev fra sygehuset med information om, hvordan de skal forholde sig. Sygehusets øvrige patienter har ingen grund til bekymring i forhold til den aktuelle situation.

- Men har man født inden for den seneste måneds tid, skal man være ekstra opmærksom, siger Jens Kjølseth Møller.

Oplever man ubehag, skal man i første omgang kontakte sin egen praktiserende læge, oplyser Kolding Sygehus.

- Det, der er lidt specielt ved den her type af MRSA, er også, at den her har ramt unge og friske mennesker. Det plejer den type bakterie ikke. Men det er også det gode ved det, for de kommer nemmere ovenpå igen, siger Jens Kjølseth Møller.

MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus aureus. Det er en type stafylokokker, der er resistente overfor en lang række antibiotika.

54 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere