Muhammed-tegner er død

Tegneren Franz Füchsel var en af de 12 tegnere, der i 2005 gav deres bud på en tegning af profeten Muhammed

Tegneren Franz Füchsel er død. Foto: Privatfoto
Tegneren Franz Füchsel er død. Foto: Privatfoto

Tegneren Franz Füchsel er død efter kort tids sygdom.

Det oplyser hans datter, Hanne Füchsel, til Fyens Stiftstidende.

Han blev 89 år.

Franz Füchsel var en af de 12 tegnere, der i 2005 gav deres bud på en tegning af profeten Muhammed, som førte til Muhammed-krisen med boykot af og angreb mod Danmark flere steder i verden.

Tegningerne medførte også dødstrusler mod tegnerne og journalister fra Jyllands-Posten, der trykte tegningerne som en kommentar til kunstneres selvcensur.

Füchsel skabte yderligere røre i sagen, da han satte sin tegning på auktion, hvilket indbragte 15.000 kroner, som tegneren efterfølgende donerede til det dengang jordskælvsramte Pakistan.

I sin lange karriere har han blandt andet været et fast indslag i Ekstra Bladet, Hjemmet og FDM's Motor.

Franz Füchsel har desuden skrevet revytekster, børnebøger og har sammen med Hans Qvist lavet flere tv-show.

I 1987 modtog han "Den gyldne tegnestift" og i 1994 "Cross-prisen". I 2002 fik han "Kaj Svarres Legat", og i 2003 kunne man opleve hans tegninger udstillet på Diamanten i København.

Franz Füchsel efterlader sin hustru og tre børn.

Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 30. september 2005 forskellige tegneres bud på, hvordan profeten Muhammed ser ud. Her Franz Füchsel tegning. Tegning: Franz Füchsel
Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 30. september 2005 forskellige tegneres bud på, hvordan profeten Muhammed ser ud. Her Franz Füchsel tegning. Tegning: Franz Füchsel
 

187 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere